Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nils Vogt: Offentlige mænd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Vogt.
Og arbeiderne? Ingen er sterkere partibundet, ingen or
ganisation gir mindre plads for individet eller personligheten
end fagforeningsstyret. Og deres program, som officielt kal
der sig arbeiderpartiet, er planmæssig bygget op paa en for
negtelse av det personlige initiativs og den fri individualitets
ret og betydning for samfundslivet. Men en samling indi
vider, som ikke seiv har ret til at avgjøre, hvilke evner og
förnödenheter de har, men som maa finde sig i at bli skaaret
til efter et statsskema, det er blot en masse, ikke noget or
ganisert samfund, allermindst et adelssamfund.
Nu, alt dette kan være bra nok vil man kanske si
men hvad har det med vore offentlige mænd at gjøre?
Særdeles meget. Demokratiet skulde være de flestes styre
gjennem de bedste, det tegner til at bli de bedstes under
kuelse under de fleste. Og da den almindelige stemmerets
suverænitet ikke kan rokkes, er der intet andet botemiddel
end at arbeide for en bedre forstaaelse av de rettigheter og
de pligter, den har tillagt folket og den enkelte. Det er dette,
som vore digtere nu sidst Nils Kjær og Garborg har
villet gjøre, ved spottens vaaben eller ved manende alvors
ord. Og vi gjorde vel i at lytte til dem.
Ti negtes kan det ikke, at vort hjemlige politiske liv gir
nok av eksempler paa, at det ikke er karakterens adel, som
her raader grunden, ei heller er det de fornemste instinkter,
der appelleres til hos folket av dem, som søker dets gunst.
Foråt ikke denne paastand skal hænge i luften, er jeg nødt
til at ta nogen eksempler:
Arbeidet for folkeædruelighet er i sig seiv en ædel op
gave. En appel til selvbeherskelse og selvtugt kalder paa de
bedste instinkter, kan man lære folket ikke at nedværdige
det legeme, som er aandens bolig, ikke at omtaake sin for
stand, saa har man skjænket det en stor moralsk værdi.
Men det er ikke ofte, at det er ad denne linje, at arbeidet
drives. Læser man forbndsbladene, eller hører man de rei
sende emissærer, kan man bli baade forfærdet og bedrøvet
over det lave aandelige niveau, hvorpaa kampen er lagt. En
lægprædikantforkyndelses slitte og plumpe stikord veksler
med mistænkeliggjørelser og samler sig i en appel til mæng
dens dømmesyke og herskesyke. Læren, den rette tro, stilles
her som ved al aandelig formørkelse op som det ene salig-
46
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
