Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anton Heiberg: Nils Collett Vogt: Therese
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nils Collett Vogt: Therese. 100
er bare nn.ennesker, som lever hvert sit liv, hvor den enes
jeg støter :ain mot den andens, indtil endelig noget gaar istyk
ker. Hvad der da sker i dem seiv og dem imellem, det er
hele handlingen. Men der er i de to akter en fast indre
struktur for denne handling eller utvikling. Og den gjør at
menneskenue faar for sterkt tak i os til at vi kan skilles fra
dem for omn stykket er tilende. De vil i vor bevissthet træ
ut av den ramme som lindt omsluttet verket og dets rike
fortættede liv. Verkets egen skjønne plastiske ro maa vike
for uroen i dets indre, for uroen av liv, for et mylder av
tanker og skiftende stemninger som trænger sig paa og ar
beider vid.ere i en. Tilfeldig mindes man en replik som
man stanscer op ved, eller et tonefald gjenlyder i ens øre og
med et begynder den enkeltes historie at arbeide sig frem
Dramaet hortoner sig i fortællinger om de enkelte
Bedst set og helt ny i gjengivelsen er Frø k e n Klara
kvinden i hvem de erotiske muligheter indebrændte. Hun
hvis syn og førd blev præget av de opdæmmede, übrukte
kræfter, hvis liv blev en übevisst flakken om i hvileløs søken
efter erstatning, efter en mening med tingene paa trods av
det hun blev snytt for.
Den u nderbund av varm forstaaelse som fornemmes i
stykket, merkes kanske bedst i fortællingen om «Claras lange
rrøiken-Stamd».
Engang stod jo ogsaa hun der ung og bløt og myk i
sindet, færdrg til at præges –til at gi og motta - før fa
natismen fik tak i hende, og hun var blit litt haard i kan
terne og med varmen slaat ind. Det er som Collett Vogt
med næsten en mors følelse følger utfoldelsen av det liv som
blev hendes. Hvor synd! at netop hun i saa meget her i
hvet bare skulde faa være med som et slags passivt medlem
og som betragter utefra av hvad der efter sin natur kun kan
føles indefra Hvor synd, hvor blodig synd at ikke hun fik
delta med alle sanser vakt.
Det skulde være rart at træffe Frøken Klara igjen senere
og se om det alene blir alder og resignation, som engang
bringer hvilen i hende, eller om den varmen som slog ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
