Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Olaf Bull: I mørke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
25Q Olaf Bull.
manglet spids. Og spidses kunde den ikke ti Mens hadde like
til det sidste ikke eiet kniv. Han hadde nemlig været heftig
forelsket og turde ikke eie vaaben, da han var ustyrlig av
jalousi. Den unge piken hadde han forresten maattet opgi, da
han \o ikke eiet den sten, hvortil han kunde lute hendes hode.
Ett var sikkert med Mens: Han ræddedes for sit arbeide.
Det förekom ham, at lysets fald gjennem et blad gik fortere
og finere for sig, end menneskers ord kunde følge. Slik var
det ogsaa med liver stemning han følte han strandet
altid paa det ugjørlige i at finde form for indtrykkenes sam
tidighet. Hans digtning var en blodig og evig kamp mot
talentløse indskytelser. (Hans venner behøver ikke at sætte
sig ind i denne tankegang det vil falde dem betydelig let
tere at opfatte det som et paaskud for dovenskap.) Gode men
nesker hadde opfordret ham til at skrive prosa, men han var en
forfengelig hund og kradset de smaating, han kunde klare,
ned paa vers.
Slik sat han der paa bænken, Mens, den passionerte
tviler. Han saa nedover sine fugtige armer og hænder. Han
var allikevel fri nu - - gik ikke længer omkring med denne
dødsens nervøsitet av et andet menneskes legeme i sine nerver,
en slags pinlig, nervøs befrugtning. Han var fri, han følte
fred. Den smukkeste fred, fordi den var saa grufuldt til
kjæmpet, og allikevel hadde noget av længselen igjen. Han
reiste sig, sterk og kvæget. Han som for en maaned siden i
sit blods heftige glæde hadde sagt til sig seiv, at hans vellyst
var hele hans visdom, han trodde sig nu kold og frelst,
trodde nu at mene, at erotik bare var en indiskret havesyke
efter andres lemmer, en grov interesse for andres anatomi,
som han nu lykkelig og længe skulde kunne undvære. Her,
under det stille, forbeholdne træ vokste hans selvstyrke op av
denne følelse.
Da Mens, nten egentlig at vite hvorledes, var kommet
ned paa Karl Johan, saa han, at der laa en gissen blank
taaketone over strøket. Trærne stod gule og ribbet paa den
anden side. Mellem dem stod lygter og lyste med en liten
halvblind flamme, som ogsaa var høstig og gul. De var litt
fortidlig tændt, syntes Mens. Hvad tid kan det være, tænkte
han, tittet op mot uret og fandt, at den var halv seks. Urets
ampel var tændt i det blåa halvlys.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
