- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Seksogtyvende aargang. 1915 /
165

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Thomas Krag in memoriam

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Thomas Krag.
Og her ligger just Thomas Kr ags digterdybde. Han
har loddet livet og menneskesjælen og fundet, at just denne
evighedshigen er et generaltræk for alle.
Menneskene blev saa smaa mod skogvidderne og havet
Dercs daglige glæder og sorger blev intet mod de vældige
nalureruptioner. Mod skredet, mod orkanen, der slugte hun
dreder af menneskeliv. Men mest mod den store, sljerne
saadde slilhed. Det var naturmystikken, som ved ham vandt
fæste i norsk literatur. Det nye, Thomas Krag bragte.
Det, de foregaaende decennier hadde været saa sørgelig Mot
tet for.
Ja, naturkræfterne var enevældige. De tyngede menne
skene. Dødsmærkede dem. Livet var determineret fra fødslen
af. Skjæbner. Og ingen modstand mulig.
Derfor trods hans mangfoldighed af menneskeskik
kelser var aldrig sjæleskildringen synderlig kompliceret. Det
maatte med nødvendighed bli oprindelige og usammensatte
naturer med enkle og stærke lidenskaber. Uden synderlig
refleksion. Derfor ogsaa de store, rolige linjer i hans for
tællingskunst.
Men delte enstonige drag i hans bøger er ikke enstydig
med stofmangel. Tvertom. Stoffet skiftede kaleidoskopisk
hos ham. Skjønt han var den ensomme drømmer, saa han
alligevel med übestikkelige øine paa livet. Og hans kom
positionsevne var bestandig lige uanfæglet.
Hvor mange gange har man ikke spaadd ham udskrevet?
Og hvor ligesaa ofte har han ikke overrasket publikum med
nye og mægtige skildringer? Jeg maa her huske paa alle
de glade festaftener nede i Kjøbenhavn. Naar han tilsyne
ladende hadde siddet sig tom og træt og efterhaanden gjespet
gjesterne ud. Men det var bare en tilsyneladende træthed.
For da greb han gjerne en lysestage og vandrede til sit
skrivebord. Og i de smaa morgenlimer blev de fleste af
disse lødige arbeider til.
En voldsom urkraft, der syntes forbløffende uudtømmelig.
165

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:28:14 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1915/0173.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free