Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Om fædrelandsfølelse og den verdensmenneskelige bevissthet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anathon Aall.
fremtidstanker og disse længsler. De første indtryk er grund
kapitalen i det indre personlige liv hos det enkelte menneske.
De slipper ham aldrig, kan aldrig døives og aldrig byttes om
med fremmed vare.
En kan bare se hvorledes et menneske dragés til sin føde
egn, til hjembygden. Det er kjærligheten til fædrelandet om
igjen, bare mere i det smaa.
Jeg maa mindes fra yngre dage en kamerat som evig og
altid snakket om det sted han var fra. Make til storartet
natur gaves der ikke ; han hadde lykken av at være født paa
den skjønneste plet paa jorden.
En dag kom jeg dit. En skulde aldrig set noget saa fat
tigslig. Nogen nakne knauser og rabber, smaa faldefærdige
hus, gråa lyng med evig de samme faa blomster og ellers et
trøstesløst skue av myrer og steinrøiser. Slik saa den ut
Jordens fagreste plet.
Vi vet hvordan det hang sammen. Her hadde han lekt
sin lek, lyttet til den første laat i naturen, graatt sine taarer,
sunget sin unge sang, drømt sine drømmer. Det hadde lagt
denne glans fra paradiset over det hele.
Norge, Norge! Blidt eller haardt, du er vort!
Grundvolden for fædrelandsfølelsen er lagt med den na-
turlige historie for det enkelte individ; sterke indre rørelser
har vokset tæt sammen med selve vor indre personlighet fra
vi bare var en liten menneskespire og til vi fik en eksistens
med et personlig livsindhold. Eftersom individerne modnes,
kommer flere ting til og gir følelsen en større ideal bredde.
Det vækkes tillive i ens sind en troskapsfølelse overfor
slegtsophavet, og parret med den en viss stolt sel v følelse
over visse fortrin ved folkeindividualiteten i ens eget
land. I det skjulte føler man fremdeles, at man skylder at
være ta kne mm elig, gjøre igjen det bedste en kan til det land
som har git vilkaarene for ens aandelige personlighet; en viss
vernefølelse slutter sig til, en drift til at trygge de goder
man seiv har nydt et begjær om at ens indsats i livet maa
ske der, som en seiv lærte at forståa hvad som var til gagn
og glæde for menneskene. Endelig en kameratsfølelse
av særegen natur, en samfølelse med dem som taler samme
maal og i saa mange maater deler ens livsvilkaar. Denne
bevissthet om en fælles rytme i skjæbnefølelsen binder en til
208
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
