Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anathon Aall: Om fædrelandsfølelse og den verdensmenneskelige bevissthet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om fædrelandsfølclse og den verdensmenneskelige bevissthet.
Endelig har en personlig oplevelse maattet grundfæste
min overbevisning om hvilken sterk bølge der nu har reist
sig paa de verdensmenneskelige følelsers hav. I september
ifjor, ikke længe efter at krigen var brutt ut, holdt jeg et
foredrag paa Universitetet: Om freden i verden efter krigen.
Man var i den tid ikke sen med at telegrafere det som blev
ytret om verdenssituationen, ikke mindst nåar det kom fra
nøitralt hold. Paa den maate blev talen meddelt rundt om
i verden. De tanker som blev fremholdt i dette foredrag, var
følgende: Det maatte bli slut med bare at utdele fredspriser
og offentliggjøre endel ideale fantasier om indbyrdes god for
staaelse. Tiden var nu kommet til at gjøre alvor av at orga
nisere et maalbevisst fredsarbeide. Det diplomatiske system
var forældet og maatte lægges om. Man maatte kræve offent
lighet i alle mellemfolkelige forhandlinger. Avgjørelsen om
krig maatte træffes ikke av fyrster og deres fættere, av stats
overhoder og deres haandlangere, men av dem som vilde
komme til at bløde for krigen. Alle mænd med sans for
verdenspolitiske opgaver maatte lægge sine hoder i bløt for
at faa istand bindende internationale avtaler og for tilsidst at
skape et verdensforbund av fredsmagter, utrustet med inter
nationale retsorganer og støttet paa en eksekutiv magt, et ordens
og fredsvern, med bidrag fra samtlige deltagende riker. For
utsætningen for at indtræde i et saadant verdensforbund maatte
være et visst maal av kultur og en viss konstitutionel forfat
ning i vedkommende land. Enkeltheter ved planen, om man
burde begynde med en union for europæiske magter eller
lægge det hele an bredere helt fra førstningen, maatte bli gjen
stand for specielle raadslagninger nåar man tok fat paa saken.
Den som endnu tvilte paa, hvor sterkt opmerksomheten
hos menneskerie er rellel mot maal som de her nævnte,
skulde læse gjennem de bunker av breve og henvendelser fra
nærsagt overalt i verden som fulgte paa fremføringen av dette
program. Fra civile og militære, fra politikere, kunstnere,
jurister og læger osv. osv. Ofte med forsikringen om at man
visste slike tanker hadde talløse tilhængere i deres hjem
land .... Det sidste er ikke ondt at forståa. Det faar vise
sig, hvor meget alvor der er i lidenskapen. Nietzsche har
rigtig forstaat hvori nøklen til fremskridt ligger. Han kalder
den : vilje til magt.
217
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
