Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - S. C. Hammer: Forgrundsskikkelser inden det europæiske diplomati. III. Gottlieb v. Jagow
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mot Tripolis.
S. C. Hammer.
den saakaldte «Stiirmer». Mindst et dusin av de høieste stats
funktionærer i det Tyske Rike i øieblikket kan skrive en del
av sin ophøielse paa denne konto, og det er ingen tilfældig
het, at ikke bare v. Jagow, men ogsaa rikskansleren Bethmann
Hollweg, og den vistnok uofhcielle, men derfor ikke mindre
indflydelsesrike raadgiver, mangemillionæren prins Fiirsten
berg, allesammen har sine studentertraditioner fra Bonn.
Sammen med keiseren danner de et borussisk firkløver, av
venskap og magt, som vilde være utænkelig i noget konsti
tutionelt land.
Bortset fra dette tilfældige fortrin er v. Jagows løpebane
et mønster paa fordringsløs übemerkethet. Da han i 1910
efter fjorten aars tjeneste i sit lands diplomati rykket op
til gesandt i Rom, hadde han ikke naadd høiere end til
at bli Tysklands officielle repræsentant i storhertugdømmet
Luxemburg, mens han forresten hadde ført en ambulerende
tilværelse mellem legationssekretærstillingerne i Mimenen,
Hamburg, Haag og Rom. Som gesandt i Rom fik v. Jagow
sin første selvstændige opgave som diplomat i de nærmeste
aar før utløpet av trippelalliancen, og først her er det mulig
at fælde en virkelig dom om ham.
I de otte aar, som var gaat siden trippelalliancen
sidste gang var blit fornyet i 1902 paa tolv aar, hadde
forholdet mellem Rom paa den ene side og Wien og Berlin
paa den anden vist en beklagelig tilbøielighet til at bli mindre
og mindre venskabelig. Italien hadde oftere lagt for dagen
en ntpræget lyst til hvad rigskansler v. Biilow i sit elegant
sarkastiske diplomatsprog kaldte «at opføre ekstradanser med
Frankrike og England» og dette lunefulde koketteri med
Vestmagterne maatte nødvendigvis vække skinsyke følelser hos
Tyskland og Østerrike. Da v. Jagow overtok stillingen som
gesandt i Rom, var forholdet navnlig mellem Italien og Øster
rike saa siet, at det med rette er sagt, «at en politisk skils
missedomstol» hvis der hadde eksistert nogen slik «utvil
somt vilde ha hævet forbindelsen mellem Wien og Rom paa
grund av uforlikelighet». Men ogsaa overfor Tyskland var
forholdet præget av adskillig kjølighet, og det skulde selv
følgelig ikke hjælpe til at bedre det, at Italien aaret efter fandt
tiden inde til at starte sin mildest talt tvilsomme ekspedition
222
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
