Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hulda Garborg: Kvinderne og samfundet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hulda Garborg.
Det eneste de husker er lovenes uretfærdighet og mæn
denes «bundløse egoisme». Og loven var, og er tildels endnu,
uretfærdige, og det er sandt, at mændenes motstand ofte saa
ut som egoisme, og i mange tilfælde var det. Men baade
lovene og motstanden har sikkert bundet dypere. Mændene
har bevisst eller übevisst følt, at den eneste sikre grundvold for
et samfund er familien; den maatte da for enhver pris be
skyttes. Midlerne blev imidlertid altfor ofte mere velmente
end praktiske, end si retfærdige, for manden fandt saa godt
som altid utveier til frihet for sig seiv, mens kvinden for sleg
tens skyld maatte bindes mer end sundt var til forældede
traditioner og teorier.
Men kvindernes absolute likhetskrav blev allikevel et
tveegget sverd, hvis skarpeste egg vendtes mot dem seiv.
De skjøt over maalet; og det som stod for dem som
attraaværdig frihet, blev i virkeligheten det motsatte. Ti
«frihet er», som Montesquieu sier, «ikke at gjøre hvad
man vil, men at kunne gjøre hvad man bør
ville».
Og nåar der fra idealistisk og samfundsmæssig synspunkt
spørges om hvad kvinderne bør ville, maa vel svaret bli, at
vi først og fremst bør ville ta den del av arbeidet for at
bygge et sterkt og lykkelig samfund, som mændene av
gode grunde ikke kan ta; med andre ord: vi bør først og
fremst ville være kvinder og mødre. Og til at kunne
det bør og skal vi forlange tid, rum, ret.
Vi bør ville det som holder vore instinkter friske og
vort følelsesliv sundt og normalt. Vi bør ville hvad naturen
har bestemt os til, saa moderskapet ikke maa føles som en
straf, men som en hellig ret og en glæde over alt andet i verden.
Nu hører man saa ofte kvinder si, at de ikke længer vil
være mandens slavinde og «føde hans barn». Naar vi sier
«hans barn», i en tid da frivilligheten i egteskapet er større
end nogensinde, da har vi det ondt i os seiv, fordi vore
instinkter er svækket, og vi er kommet langt paa applana
tionens vei. I sterkere tider sa mødrene med stolthet mit
barn; i mindre sterke, men mere civiliserte, vort.
For barnets skyld blev ingen kvinde martyr. Tvertimot.
Det var hendes seier og hendes ære; hun følte det først og
fremst som sit og tok glædelig ansvaret for det.
242
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
