Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Einar Lexow: Er kubismen et tilfældig fænomen?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Er kubismen et tilfældig fænomcn?
som først og fremst er dekorativ, med gjentagelse og
stilisering som vigtigste virkemiddel. Saa bryter den plud
elig frem i den kretensiske kunst; paa vaserne fra Kretas
storhetstid tinder vi helt naturalistiske planter og dyr gjen
git. Men den græske kunst begynder igjen som geo
metrisk prydekunst; først litt efter litt vinder naturalismen
indpas. Først kommer de stive figurrader paa de store vaser
fra dipylontiden. Saa blir figurerne stadig mere bevægede,
mere levende, indtil vi nåar frem til den skjønne stilbundne
naturalisme, som er det høieste, den klassiske kultur frem
bragte. Men naturalismen gaar videre, og portrættet blir til,
først paa græsk og hellenistisk omraade, senere hos romerne.
Repræsenterer dipylon stilen den rendyrkede stilkunst,
og b 1o m strin g s t i d e n en eiendommelig sammensmeltning
av naturalisme og følelse for stilskjønhet, saa betegner det
romerske portræt den rendyrkede naturalisme. Vi finder
den ikke bare i skulpturen, men ogsaa i malerkunsten. Jeg
tænker her paa de berømte portrætter fra Fajum. Længer
kunde ikke naturalismen komme, med den tids midler.
Saa kommer den periode, som i almindelighet omtales
som den klassiske kunsts forfald, overgangen til middelalde
ren. Javel, det er et forfald, hvis man betragter kunsten som
bare naturalisme. Men har man øinene oppe for al den
skjønnet, der er at finde i stilkunsten, i den dekorative kunst,
da stiller saken sig noget anderledes. Og spørsmaalet er, om
ikke Ravennas mosaiker er ædlere kunst end romertidens
portrætbuster. Man er i det hele i den senere tid mere og
mere blit klar over, at det omslag, som da skedde, ikke bare
kan betragtes som et forfald. Det er østerrikeren Alois Riegl,
som først har paavist, at omslaget faktisk skyldes den om
stændighet, at de kunstneriske idealer skiftet. Tiden søkte
ikke længer at være naturalistisk i sin kunst, den vilde være
dekorativ. Naturalismen hadde indtil videre utspillet sin rolle.
Og middelalderen blir den dekorative, den arkitektoniske
kunsts store periode. Og denne middelalderens kunst har
sikkert langt sterkere været præget av bevisste kunstidealer,
end man i almindelighet antar. Det er neppe nogen tvil om,
at nåar unggotikken gjorde sine figurer langstrakte, unaturlig
langstrakte oftest, saa var ikke det av udygtighet. Vi kan
være sikker paa, at den tids kunstnere trodde ikke, at men-
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
