Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: 1814—1914
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Stang.
Hvordan stiller saa nutidens ungdom og nutidens historie
opfatning sig til disse to perioder? Det er ikke saa godt at
si. Men nåar man læser alle festartiklerne og festtalerne fra
vort jubelaar, og nåar man læser alle de smaa agitations
skrifter, som i mere eller mindre agtværdig form spredes
utover landet, faar man uvilkaarlig det indtryk, at de for
holder sig til de to store perioder i forrige aarhundredes
historie omtrent som gammeldagse teologer overfor det gamle
og det nye testamente.
Johan Sverdrups tid er det nye testamente. Alt det, som
ligger forut, har den samme interesse, som det gamle testa
mente for de gamle teologer: Det har bare interesse, for
saavidt det indeholder profetier om det, som skulde komme.
Enhver, som engang dunkelt har antydet en tanke, som siden
er kommet til orde i venstres politik, trækkes frem og gjøres
til förgrundsfigur; og Wergeland seiv gjøres om fra digter til
politiker, foråt han skal kunne indrangeres blandt dem, som
profeterte om det store venstreparti og forberedte dets veier.
Jeg synes, det er at gjøre ham liten. En profet var han; men
hans fremtidssyn var alt for aapent og vidt og altfavnende
til, at han kan lages i noget partis tjeneste. Og historien fra
tiden indtil syttiaarene gjør man arm, nåar man behandler
den paa denne maate. Jeg fortsætter sammenligningen med
det gamle testamente: Det har sit eget selvstændige historiske
indhold; del gir ikke bare forjættelser om, hvad der skulde
komme.
Set fra et slikt nutidssyn fortoner det forrige aarhun
dredes historie sig i to sterke linjer: Fra 17 mai til 7 juni.
Fra grundlovens magtfordeling til Stortingets enevælde gjen
nem parlamentarismen. Paa begge linjer et eneste seiersløp,
skridt for skridt opover i kamp mot uforstaaende motstand.
Alt det, som er slaat ned paa veien, fortjente døden. Alt
det som seiret, fortjente livet.
Saa retlinjet er imidlertid ikke et folks utvikling. Det
kan ikke gaa frem uten at opgi noget. Og desuten: I et
folks liv spiller alle dets kræfter ind; ogsaa de kræfter, som
ikke har vundet frem til seier, har gjort sin indsats i den
store samlede utvikling, og at de ikke har vundet frem til
seier, behøver ikke at ha været deres skyld de kan ha
hat livsværdier i sig, som det hadde været værd at bevare.
270
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
