Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: 1814—1914
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
970 Fredrik Stan£.
Nu lægges det mangesteds om; nu bygger man kirken midt
paa landtungen med veier til begge sider, og saa flytter man
prestegjeldsgrænserne, saavidt man kan. Nu blir det fjordene,
som gir grænserne, mens det før var landjorden.
Den samme omdannelse har foregaat paa staternes om
raade: England blev skilt fra Normandi, Danmark fra
Skaane, Sverige fra Finland og Østersjøprovinserne; det blev
landene, som forbandt, og havene, som skilte. For os er hav
og elv naturlig grænse, men ikke skog.
Föreningen mellem Norge og Danmark var blit unaturlig
fra det øieblik av, da denne store omveltning hadde fuld
byrdet sig. Og kom der en sjøkrig, maatte den bli uholdbar.
Da de engelske krigsskibe skar sig ind i Skagerak, var det
forsaavidt en ny tid, som møtte en gammel. Unionen mellem
Norge og Sverige hadde sin styrke i de samme forhold, som
gjorde, at föreningen mellem Norge og Danmark var bht
saa svak. . , .
Hvad var det saa for fordele, den kunde bringe
Norge?
Svaret ligger først og fremst i det, jeg alt har sagt, og i
tidens hele politiske stilling Det var en krigspolitisk tanke,
som laa til grund for unionen. Europa var jo traakket ned
av hære, land efter land var drat ind i hvirvlen, og seiv
hadde vi været med. Norge og Sverige var krigspolitisk
avrundet. Sluttet de sig sammen, opnaadde de først og fremst,
at de aldrig vilde komme i krig mot hinanden, men dernæst
ogsaa at de samlet kunde gjøre motstand mot andre. Hvilket
av de to lande hadde størst militærpolitisk fordel av för
eningen, er kanske ikke godt at si: Sverige fik en tryg
grænse mot vest, og vi tik en allieret, som var sterkere end
vi Det var denne krigspolitiske tanke, som var unionens
værd for os i det øieblik, den blev stiftet - - dens raison
délre _ og det var en raison d’étre, som i de tider hadde
en realpolitisk betydning, som enhver kunde forståa. Den
kommer ogsaa sterkt frem i Carl Johans pragtfulde tale for
det norske Storting i november 1814.
Föreningen sikret os en fælles utenriksledelse; de to lande
kunde ikke komme til at føre forskjellig utenrikspolrtik.
Tanken var utvilsomt, at det var kongen seiv, som skulde
lede den utenrikske politik. Likesaa vel som han var øverste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
