Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: 1814—1914
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1814—1914. 27")
i den historiske rækkefølge og at bygge planer fra det videre
tremover. Svenskerne derimot var optat av andet; for dem
eksisterte ikke de unionelle spørsmaal, undtagen nåar de blev
reist fra norsk side. Hver gang kom de som en ny, plag
som lorstyrrelse, hver gang maatte de ha ny utsættelse for
at faa set paa saken og ta sit standpunkt. Utsættelse var
deres politik, mens kravene var vore.
Men det var ikke bare dette, som gjorde, at unionen
brast; der var realiteter av dypere art.
Det var først og fremst det, at parlamentarismen blev
mdført i begge lande. Kongemagten var i virkeligheten det
eneste, som bandt de to lande sammen; det sammensatte
statsraad betydde jo ingenting. Men parlamentarismen svækket
kongemagten og svækket derigjennem unionen. Særlig gik
det ut over utenriksstyret. Ledelsen maatte jo under parla
mentariske forhold gaa over fra kongen til utenriksministeren
og han var svensk, ansvarlig overfor den svenske riksdao’
Iyngdepunktet i utenriksledelsen gik derved over til Sverige
Vi krævet at faa det rettet, men opnaadde det ikke. Den
ordning, som høire krævet, var en fælles utenriksminister
ansvarlig tor begge rikers nationalforsamlinger. Det man
derved vilde sikre sig, var det, som i krigspolitisk henseende
var unionens kjerne: at de to lande ikke skulde føre for
skjellig utenrikspolitik. Det man fra høires side var ræd for
var, at hvis unionen brast, kunde det ene land komme til
at søke støtte hos én stdrmagt, og det andet land derved bli
nødt til at søke sin støtte hos en anden. Det var at fore
bygge denne mulighet, høire satte som sin opgave, da det
krævet en fælles utenriksminister, nordmand eller svenske
ansvarlig for begge rikers nationalforsamlinger. En union
med to utenriksministre, som venstre krævet, kunde selvføl
gehg ikke gi denne sikkerhet, hvordan man end ordnet for
holdet mellem dem.
Derved var unionens fortsatte tilværelse i høi grad van
skeliggjort. Men der kom mere til. Det krigspolitiske grund
lag, unionen hadde, forsvandt efterhvert for bevisstheten hos
en stor del av det norske folk. Vi hadde levet saa længe i
fred, at de færreste kunde tænke sig krig, forsvarsnihilismen
grep om sig indenfor venstre, og talen om, at unionen skulde
betrygge vor krigspolitiske stilling, stod for mange som uprak-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
