Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Matti Aikio: Blodakeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Matti Aikio
hensyn til vertsskapenes hævethet over konventionelt stel ... og
som faar nogen hver til at stirre paa sin egen bævrende lever.
— Det har kanske været menneskehetens største
lykke, at den har været sparet for at maatte staa ansigt til
ansigt med den bevissthet, som kun de faa utvalgte ofre i ny
og næ blir indhyllet i . . . den, som i det ene farlige øieblik
former sig som et dommedagsopgjør, da alt skal aabenbares.
Vi ser vel ikke himlene aapne sig; men desto mere gripende
er det lille glimt av den herlighet, vi har fanget ind mellem
torner og skarpe stener, og vi ser vel ikke avgrundene aapne
sig for dem som for vild og fornegtet; men desto mere übarmhjer
tig grelt er synet av dem, som tok det gale skridt ved korsveien .
de kunde vel ikke for det, ikke mere end de, hvem den menne
skelige anelse saa guddommelig instinktivt hadde dømt til den
evige fortapelse; men dit bærer det i levende live med det
angrepne legeme i gule filler og den forgjorte sjæl, som kry
per i støvet og æter muld. Vi ser ikke havet og jorden gi
sine døde; men vi har Moses og profeterne og den evig for
vandlende forgjængelighet.
Mens menneskeheten altid har været rede til at for
handle med gnd, i det ene øieblik bære et försoningsoffer
for ham, for i det andet at lempe hans væsen efter vore øn
sker, saa underkaster vi os naturens dispositioner med hele
den uskrømtede ydmyghet, som aldrig har hat nogen bak
tanke om at komme utenom og som er det übevisste uttryk
for vor sidste selverkjendelse. Ære være de ild- og sky
støtter, som har ledet menneskene gjennem vanskelige tider;
men nåar undlot vi at misbruke det hellige . . . Der er
neppe noget i vort liv, som i den grad har fremmet den
daarlige akkordens aand i os som religionerne. Og jo mere
abstrakte de blir, desto mindre blir de istand til at ta os
paa fersk gjerning og mister sin betydning som moralske
faktorer. Og der er skjæbne i dette, at da vor gudsbevisst,-
het syntes at ha naadd fuldkommenheten, forsaavidt vi vir
kelig hadde dannet os en forestilling om, at gud er fuldkom
men, endda vi siet ikke vet og aldrig kan komme til at vite,
hvad fuldkommenhet er, saa forsvandt han for os .
det vil si: for vor bevissthet. Vi vilde blande blod med
en celleløs verden og vi mistet det billede, som aldrig har
været andet end et gjenskjær av vore sansbare forestillingar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
