Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Matti Aikio: Blodakeren
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Blodakeren. qai
Vi gotter os ikke over, at de menneskelige forsøk at naa
utover bevissthetens grænser evig og altid ender med fallit
og moralsk nederlag. De vidner dog alle om vor vilje til
at lægge det hellige skjær over vor tilværelse. I vor ustan
selige optathet med det virvar, som omgir os og overalt gri
per ind i vort personlige liv, i - vor henrykkelse over de
skjønne glimt, i vor hjælpeløse smerte ved og förargelse over,
at det onde og stygge ikke kan holde op med at glæfse efter
os, i vor aandeløse og angstfyldte lytten, nåar de forfærdelige
katastrofer rammer vorjord og vort liv, hele det spil, som
tilsammen danner vor bevissthet, og som ikke er et myste
rium, men et synlig straalende bølgeglimt fra solernes lys
flod, ... i det og den er vi som barn, der vokser op i le
kens og det litet reflekterende sinds tegn, foråt livets vekst
ikke skal forstyrres av rædde tanker og forgaa i selvbesku
else, før naturen har faat utrustet dem til at møte det store
alvor ... Og vi förlåter ruinerne med den sorglöshet, hvor
med barn ifjor forlot sine nedramlede lerfæstninger paa
stranden. Men saa har det dog været sommer og sol og
byggeglæde paa de strande, som skylles av dønningerne fra
de store, evige have.
Men religiøse forestillinger eller ikke: det er for intet at
regne mot det andet: bevissthet eller ikke bevissthet.
Det er mere end et faktum, det er en frelsende ordning
dette, at vi, vi av menneskeslegten, som besidder evnen til at
reflektere, til at maale og veie stoffet fra livskimen til de
sidste grunde, til at gjenskabe og forvandle suset i skogene
og vor glædes- og smertesytrende nynnen til et himmelsk
lnende englekor vi som virkelig vet, at vi lever, og som
midt i alt dette, trods alle paastande om det motsatte, aldrig
har förnummet vore oprindelige og sikreste instinkter rettet
mot et evighetshaap, nåar vi da ser bort fra de av refleksloner
besmittede og som er at ligne med et aldrende menneskes
halvt utskeiende trang til at gjenopleve det förgångne endnu
engang, hvorfor lever vi allikevel saa überørt og
selvsagt og ødselt likegyldig, som livet bare bestod i et besøk
hos en god nabo, hvor vi føler os hjemme som i vore egne
stuer? . . . hvorledes kan det hænge sammen, at vi har kunnet
undgaa den avgrundsfarlige verdensbevissthet, som vi alle vet
21 Samtiden. 1915.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
