Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - L. Dietrichson: Litt mere om «kubisme» og andre «-ismer» - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
L. Dietrichson.
Hvad de kloke hoder ikke forstod, var at et fotografi nok
kan gjengi naturen, men blot kunsten, som utgaar fra en
levende, personlig opfatning, kan hjælpe os til at for;staa
naturens sjæl, dens væsen, akcentuere for øiet det kxetyd
ningsfulde i naturen ved at eliminere det irrelevante, allle de
uendelig mange for det hele betydningsløse enkeltheter, som
hindrer os i at opfatte hint. Fotografien kan fremstillte det
virkelige, men alene kunsten kan hæve dette virkelige til
sandhet til skjønnet. Fotografien kan, for at bruke Julius
Langes fortræffelige uttryk, «ikke lede vort øie paa skjønhetens
vei» men det kan kunsten og den alene. Fotografien
kan altsaa aldrig erstatte eller overflødiggjore kunsten, fordi
den ikke eier den levende personlighet, som er kunst
verkets inderste kilde og kjerne. Skjønt fotografien ved sin
eksakthet unegtelig heldig bidrog til at anspore kunstnernes
stræben efter korrekt naturfremstilling, og gav dem mange
hjælpemidler hertil ihænde, maatte kunstnerne dog protestere
imot at la sig erstatte av den. Men det gjaldt at overbe
vise de kjephøie fotografer og det overfladiske publikum, som
sekunderte dem, ved uigjendrivelige argumenter, som de abso
lut maatte bøie sig for, og det var saaledes en høist betyd
ningsfuld begivenhet, da 1870-aarenes malere faktisk viste os,
at der var én side av naturen, som blot kunsten, men ingen
fotografi kunde fremstille, og det var bevægelsen. Foto
grafien kunde nok gjengi et landskap, et stilleben eller stille
staaende figurer, men en rask bevægelse, f. eks. en hest i
fuldt sprang umulig. Øiebliksfotografiets lynsnare gjen
givelse av en springende hest viser et fortrukket billede av
hestebenenes indbyrdes stilling, som er ganske forskjellig fra
det indtryk, som det menneskelige øie mottar av denne
bevægelse. Al ældre kunst hadde fremstillet denne bevægelse
gjennem eurytmien (det samme i billedkunsten som rytmen
i musikken) ved at opfatte bevægelsen plastisk som et
pludselig stanset lyn (man tænke blot paa det forsterkede
rytmiske indtryk av et næsten hørlig taktslag i de stadig
gjentagne kolonner i Parthenonfrisens ryttertog) altsaa ved
hvad man kunde kalde en plastisk «konvention», ifølge hvil
ken man vedtog, at de tydelig fremstillede hesteben eller eker
i et rullende vognhjul skulde træde i bevægelsens sted, mens
dennes indtryk paa øiet i virkeligheten er en forsvindende.
316
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
