Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: Machiavelli’s ord - I. Slancio og døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Machiavellis ord.
gik i begyndeisen av denne krig straks igang med at hverve
frivillige til sin legion for at hjælpe Frankrike. En operette
general, som jo indfinder sig ved hver frihetskrig og just
ikke altid har baaret seiren eller ære hjem (som for nogen
aar siden i Grækenland!), saa mangen gang til kjærkommen
latter for de vittige italienere, en mand av smaa aandsevner,
interview-lysten, mester i reklame-kunst, hvori han neppe
staar tilbake for andre landsmænd end d’Annunzio. De fri
villige samledes i Avignon. Der var en del vanskeligheter,
ikke med hvervingen, men med indlemmelsen i den franske
armé; men enden paa det blev at legionen paa et par tusen
av Jofire fik sig anvist pläds i Argonner-skogen, hvor de
ufortøvet gik igang med at storme en skyttergrav og hvor et
par unge Garibaldi-ætlinger faldt det skedde vist i begyn
delsen av mars iaar. Og italienske aviser fyldte hele sider om
denne episode og deres heltemod, med overskrifter som
Prole di eroi (helteavkom). Men bare to-tre dage efter den
historiske opvisning ser vi at de er gaat tilbake bak fronten
«for at hvile sig ut». Seiv fortæller de at 600 av dem slog
7000 tyskere paa flugt og tok deres løpegraver. Litt senere
tinder vi dem endog helt sydpaa, i deres første samlingsleir
ved Avignon. En vakker dag var legionen simpelthen opløst
- den franske regjering, saa fortalte «general» Ricciotti sit
hjemlands journalister, syntes at den ikke godt kunde for
svare at «utsætte de frivillige for en slik uhørt nedslagtning ;
desuten: skulde Italien komme med, kunde det ikke seiv
undvære en slik tapper legion; selvfølgelig maatte de gjøre
ganske som de vilde legionen var ikke «opløst» osv. Der
var ogsaa en version av utsøkt kurtise: Den franske regjering
var blit nødt til at trække dem en liten smule tilbake fra
fronten, fordi Tyskland hadde sat ut den skammelige skrøne
at man bare brukte dem til kanonføde: det vilde Frankrike
ikke skulde sitte paa sig. Men «opløst»? Var det likt sig! Og
der blev i den delikate sak ikke nævnt et ord om at de ikke
kunde slaas, eller at de gik i veien. Tvertimot ! Der utsendtes
et kommuniké, som meddelte at de hadde «indskrevet et nyt
ærefuldt blad i fremmedlegionens saga». Man synes, man
ser Joffre’s uutsigelige blunk i øienkriken, da han under ga
lant skraput fulgte dem til grænsen: Men vil I allikevel ikke
likesaa gjerne i grunden slaas i selve Italien? . . .
351
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
