Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Norsk politik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og fandt at idé-associationen paa sjælelivets omraade svarer
til legemernes gjensidige tiltrækning paa det materielle.
Det centrale punkt i Adam Smiths statsøkonomi, saa
at si dens inderste hemmelighet, er efter mit skjøn den tro,
at likesom himmellegemernes bevægelser efter Newtons
opfatning styres av verdens guddom gjennem de enkle kræfter,
som er materien medskapt, saaledes styres de menneskelige
samfunds livsløp av den samme naturens skaber gjennem
menneskenaturens medgivne drivkræfter, — saafremt vi
blot lar dem utfolde sig frit, uten dumme regjeringers
kortsynte indgripen.
Adam Smith drog ikke de yderste konsekvenser av denne
verdens- og gudsopfatning, hvorefter alle naturlige kræfter er
gode eller gudskapte og virker i retning av lykke, the greatest
happiness of the greatest number (et uttryk som først findes
hos ny-stoikeren Hutcheson og efter ham hos Priestley), naar
de ikke kunstig hæmmes og hindres.
En fordel ved denne foryngelse av den gamle stoiske
naturpanteisme, mere eller mindre fast knyttet til jødisk
kristelig teisme, var den, at verden blev overveiende lys og
skjøn. Alt blev guddommelig. Alt blev i grunden godt. Men
denne optimisme medførte den fare, at den utsatte for store
skuffelser og under indtrykket av disse let slog om i
pessimisme.
Saaledes gik det til, at da tænkere som Condorcet og
William Godwin ut fra det lyse panteistiske syn hadde
utkastet sine spaadomme om en forestaaende meneskelivets
guldalder, fremstod der i England en ung statsøkonom og prest,
Thomas Robert Malthus, som under irritationen og forbitrelsen
over skrækregjeringen av 1793 i Frankrike og
revolutionskrigens nødsaar fandt, at al denne optimisme passet daarlig
sammen med den nøkne virkelighet. Heller ikke stemte
panteismens rosenfarvede syn paa menneskenaturen
synderlig godt med Bibelens lære om syndefald og kjødets
skrøpelighet og naturens forkrænkelighet.
Det væsentlige ved Malthus’s befolkningslære (fra 1798
og 1803) er dette, at gjennem ham slaar den nystoiske
optimisme tilsyneladende pludselig[1] over i et sortsyn, som ikke
er mindre beheftet med teologisk eller mytologisk misvisning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
