Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: Fra Norges nyeste politiske historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
r.iu Fredrik Stang.
Da Stang dannet sin første regjering, blev der knurret sterkt
fra partiets høire fløi over dets moderate farve. Og ogsaa paa
andre punkter gjorde det sig ofte merkbart, at det ikke var
indenfor denne fløi, Stang hadde sin plads. De dissenser, jeg
nu har talt om, jevnedes imidlertid i ro og satte ikke sam
følelsen indenfor partiet i fare. Det var meninger, som stod
mot hinanden, de utformedes i bestemte ståndpunkter, og den
ene fraktion baade forstod og agtet den anden. Den opposi
tion, som blev reist fra det, forfatteren kalder Y. K. F.s kreds.
hadde det tilfælles med den opposition, som før var blit reist
mot Stang indenfor partiet, at den gik ut Ira et mere kon
servativt standpunkt. Nu var imidlertid de unionelle spørs
maal kommet til og var blit brændende, og ogsaa de satte
skille: den nye opposition indenfor partiet bebreidet ogsaa
Stang, at han ikke var tilstrækkelig varm unionsven.
Spør man saa, hvad det var for enkelte saker, som skilte
den nye kreds fra Stang, gir forfatteren en oplysning av be
tydelig interesse. Han fortæller nemlig, at de kredser, som
kritiserte Stang, var tilbøielige til at negte, at Norge hadde
ret til eget konsulatvæsen (s. 145). Høires standpunkt var, at
en deling av utenriksslyret var det samme som en opløsning
av unionen, men at Norge hadde ret til eget konsulatvæsen;
dette kunde, mente man, løses ut fra diplomatiet, om end en
slik utløsning vilde volde betydelige vanskeligheter, og hvis
ikke en betryggende form blev fundet kunde misbrukes til
en sprængning av det fælles utenriksstyre. En konsekvens av
dette standpunkt var det, nåar Stang altid hævdet, at eget
konsulatvæsen kunde Norge gjennemføre, seiv om ikke kon-
gens sanktion kunde opnaaes. Gjentok man tre gånger en
lovbeslutning om oprettelse av eget konsulatvæsen, var nem
lig saken dermed gjennemført, uten at sanktion trængtes.
Paa dette grundlag var hele høires politik i unionsspørsmaa
lene bygget (jfr. forfatterens egen oplysning s. 64), og alle gik
ut fra, at høire stod samlet om det. Klart er det, at uover
ensstemmelser maatte opstaa, om endel av høire forlot dette
grundlag. At det standpunkt, høires ledelse og høire som
parti indtok, var det rigtige, har jeg ingen tvil om; og jeg er
ogsaa forvisset om, at de høiremænd i nutiden, som tænker
paa sit partis fortid, vil være glade over, at partiet aldrig har
bestridt Norges grundlovsmæssige ret til i unionen at skaffe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
