Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Norsk protestantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Anders Krogvig.
sig glæden over alt vakkert og godt bekjendt for gud og
mennesker. Sebulon blev snart klar over sit feiltrin, noget
som ellers ikke hindret ham i at avle tolv barn i det av
gud indstiftede ægteskap. Siden har han redelig strævet for
at gjøre konen høvelig for bygden og himmerike, overfor
dette bespottelige menneske har han hat bruk for al sin
raahet og folkelige ondskap ; og han har ikke grund til at
være saa værst fornøid med resultaterne endda. Under det
daglige slit og den nidkjære optugtelse har Lorentine glemt
sin barndoms gud. Den stedegne bedehusgud har det vist
nok ikke lykkes hende at faa tak i, men i des nærmere for
hold er hun kommet til hans staldbroder fanden. Tilsidst
har hun et møte med ham bak fjøsvæggen, og der faar hun
av hans egen mund høre: «Jeg har faat dig av Gud.»
Da opgir hun alt, barn og mand og hus, og kryper
ind paa det fattige kammerset sit for at dø; dagene gaar,
den ene som den andre i angst og kval, mens hun ligger og
venter. Inde i stuen holder Sebulon og hans trofaste hus,
de koser sig overdaadig med salmesang og sirupskringler :
«Aa jøss som de gastererte!» Trods helvedesrædselen kjen
der hun et litet agg, for det hun ikke faar være med i laget,
skjønt hun altid har været en fremmed mellem dem; de har
aldrig kunnet tilgi hende hendes længsel ut over deres fattige
tilværelse, de har kjendt det som hun gik omkring med et
krav paa dem, de ikke kunde opfylde, og de har gjengjældt
hendes bespottelige hoffærdighed med et redelig had. Hun
vet at for dem er hun allerede død og borte, de glæder sig
med han Sebulon over at korset endelig er tat fra hans
skuldre. Nu hun er stedt i den dypeste nød, et menneske
kan komme i, er hun død for alle omkring sig, er hun tifold
ensommere end nogengang før.
Men da hendes forlatthet er saa stor, at den ikke længer
er til at bære, kommer hendes barndoms gud til hende paany.
Hun kunde ikke se ham, «men med hele sit væsen förnam
hun hans nærhet, og hans klædebon var som glansen av sol,
nåar den ség i hav».
«Staa op, Lorentine,» sa han, «og gaa ut i menneske
vrimlen og fortæl om mit kongerike. Riket mit, det er her
nede paa jorden i smaat som i stort; men menneskene vil
ikke se det. Gaa nu du ut og prøv at syne dem det.»
594
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
