Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - H. E. Berner: Den uheldige valgordning av 1905—1906
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den uheldige valgordning av 1905—1906.
delige stemmeret for kvinder og mænd, vi nu i springmarsj
er naadd frem til, nødvendigvis kræver den organisation som
forholdsvalget lovfæster som sin forutsætning ; uten det er
den almindelige stemmeret hjemfalden anarkiet og staten med
den. Hvad mening var dei vel i at gi stemmeret til alle mænd
og kvinder over 25 aar, nåar valgordningen tillot én over halv
delen at berøve de andre adgangen til at utøve en fri bor
gers ret til som medinteresseret at øve indflydelse paa vare
tagelsen av samfundets anliggender?
Desuten var der vel ogsaa fuld grund til at fæste op
merksomheten paa kravet om samtidig at skaffe en valgord
ning, som stillet borgerne mere uavhængige i partilederes
spekulation i massernes svakhet og tilbøielighet til at la sig
imponere av demagogernes løfter og voldsomme fakter. Det
er et oplyst demokrati vi skal ha, ikke et tøilesløsl demagogi.
Men det er det sidste valgordningen av 1905—1906, som før
nævnt, har git vind i seilene.
Men likesom der ved de katolske kanoniseringer i mid
delalderen opnævntes en advocains diaboli til at bestride ved
kommendes ret til helgenglorien, saaledes har man ogsaa
her hyret talere eller pressemænd til at anklage forholdsvalg
maaten. De skildrer den som en lumsk torpedo mot «folke
frihetens palladium: parlamentarismen». Ti parlamenta
rismens gruridvold er, sies der, et fast regjeringsflertal i
Stortinget; derfor maa ogsaa flertallet raade i enmandskred
sene. Denne bemerkning er for det første noksaa underlig
i deres mund, som hævdet det som en grundsætning, at man
ved enmandskredsene ifølge «de store tals» vise lov skulde faa
mindretallene likesaa fyldig repræsenteret i tinget som ved
forholdsvalg. Men dernæst: er det ikke vel naivt i vore da
ge at ville hævde den gammel-engelske doktrin om at par
lamentarismen hviler pa a at der bare er to partier, whigger
og torier, som stadig avløser hinanden i statsstyret? Man min
des herved om den tale pasha Ismail av Ægypten, efteråt
han i 1869 hadde aapnet Suezkanalen, holdt ved aapningen av
parlamentet i Cairo: «Der maa sa han være et regje
ringsparti og et opositionsparti. De, som er enige med re
gjeringen, behage at ta sæte paa høire side, og de som hører
til opositionen, behage at gaa til venstre!» hvorefter alle
folkets repræsentanter i kapsprang stormet over til høire!
615
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
