Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hjalmar Christensen: Sigurd Bødtker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hjalmar Christensen.
nogensinde angret sit sammenstøt med autoriteterne, han er
desuten seiv blit en autoritet, som vistnok ogsaa kollegiet
regner med; tiden försöner, undertiden yder den ogsaa ret
færdighet, den dristige unge mand repræsenterer nu som
modnet femtiaaring ene en frygtet «camorra».
Sigurd Bødtker anerkjender imidlertid ikke sin egen digt
samling, og jeg skal av den grund ikke nærmere begrunde,
hvorfor jeg tinder den meget indtagende. Jeg skal kun si,
at den gir mig et billede av sommerlig skjønnet og ung læng
sel fra en tid, som nu staar os saa fjern, at den alene vender
tilbake i drømme.
Saa blev digteren Sigurd Bødtker kritiker. Ofte vil dette
si, at en personlig skuffelse reagerer negativt, der rinder mere
eller mindre galde i pennen. Hos Bødtker er det omvendt.
Al den varme, han ikke har faat utløst i poesi, har han sat
ind i sin tolkning av norsk kunst. Og han er gaat til sit
verk rustet som faa. Han har gjennemvandret flere nationers
skjønlitteratur omhyggeligere end kanske nogen anden norsk
mand, han har set fremmed skuespilkunst i en utstrækning
som vore teaterfolk kunde misunde ham, og han er endnu
ikke blit træt av teatret - - hvad de fleste blir, hvis de ikke
seiv skal snuse til viraken eller virkelig gjøre liv levende paa
scenen. Han er i vor smaabykultur en fornem skikkelse,
men han er mere: gjennem al kunst søker han stedse at
skimte og bestemme det væsentlige, det menneskelige. Det
lykkes ham ikke altid, men det lykkes ham ofte. Og i et
hvert fald er der ingen kritiker, norsk skuespilkunst har grund
til at være mere taknemlig end Sigurd Bødtker.
Skuespilkunsten,selv den største, har den tragiske skjæbne,
at den lever i nuet. Den er forgjængelig og tlygtig som selve
menneskelivet Al den skjønnet, som tindrer i en seene
kunstners verk, al den rigdom dette eier, alt hvad det for
tæller om menneskelig sorg og menneskelig lykke, er bundet
til øieblikket. Kanske oplever en saadan kunstner mange
store øieblikke, og kanske er der ingen kunst - - undtagen
musikken som har en tilsvarende magt mens den endnu
bestaar, og som gir sin utøver en intensere nydelse. Men
den gaar i graven med kunstneren. Da er det ikke uten be
tydning, at der sitter en mand, som ikke alene har en used
vanlig forstaaelse av hvad der skapes paa scenen, men som
76
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
