Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Francis Hagerup: Politisk og personlig frihet - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Politisk og personlig frihet.
avhjælpe disse mangler ved det repræsentative styre, mangler,
som bevirket, at Rousseau alene ansaa det umiddelbare
demokrati, saaledes som dette endnu findes i enkelte av de
smaa schweiziske kantoner, stemmende med sin idé om folke
suveræniteten. Disse midler sigter dels (som opløsningsret,
referendum) til at forhjælpe vælgernes vilje til sin ret like
overfor repræsentationen, dels (som forholdstalsvalg) til at gi
mindretallet en til dets numeriske styrke svarende indflydelse.
De er ogsaa i og for sig anbefalelsesværdige og i fuld overens
stemmelse med folkesuverænitetens naturlige medfør, ihvorvel
de tit har møtt motstand hos demagoger, som mere har ført
folkeviljen paa læberne end i hjertet. Men de kan ikke hin
dre, at det i bedste fald blir flertallet, som dikterer mindre
tallet sine love.
Man kunde nu ville gjøre gjældende følgende to betragt
ninger som støtte for den opfatning, at dette forhold dog ikke
kan sætte mindretallets frihet i alvorlig fare: for det første,
at mindretallet under en konstitutionel forfatning jo altid har
fri adgang til at søke at bli flertal, for det andet, at flertallet
ikke kan foreskrive love. som ikke gjælder for alle borgere,
og som saaledes flertallet er underkastet i samme grad som
mindretallet.
Ved nærmere betragtning vil imidlertid den heri liggende
betryggelse for den personlige frihet vise sig at være ret illu
sorisk. I den ortodokse demokratismes sprogbruk tales der
vistnok ofte, som om «vælgernes dom» skulde være en slags
gudsdom, som avgjorde, hvem der hadde retten paa sin side,
eller med andre ord, som om spørsmaalet om flertal eller
mindretal var et spørsmaal om, hvem der besad den rette
indsigt i, hvad det hele samfunds sande tarv kræver. Men
dette er jo saa langt fra tilfældet, at man mot den sætning, at
flertallet altid har ret, uten at gjøre sig skyldig i et altfor
skrikende paradoks med en av vore store digtere kan si, at
mindretallet altid har ret. En dypere og mere vidtskuende
forstaaelse av samfundsspørsmaalene vil jo hos ethvert folk
alene være forbeholdt et forholdsvis litet mindretal.
Men forholdet er jo det, at de spørsmaal, som kløver
vælgermængden, ikke gjælder den rigtige teoretiske erkjendelse
men den politiske magt, og at derfor kampen mellem de
forskjellige partier blandt vælgerne til syvende og sidst mere
83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
