Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hulda Garborg: Hiawatha og «den store fred»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hulda Garborg.
Hvor liten hans verden var i forhold til vor, saa var det
praktisk umulig at samle den ind under én ide. Nu har vi
skapt os hjælpemidler til at binde en uendelig meget større
verden sammen om vor vilje bare var vendt mot det gode. Med
andre ord, om vi var kristne av mer end navn. For nu er
det lettere at komme hinsides alle salte vand, end det var
for Hiawatha at komme til en nabostamme i staten New
York. Nu først er verden forsaavidt færdig for Hiawathas
tanke.
Men det kristne Europa bygger endnu sine samfund paa
den rovdyrmoral som altid vil holde krigsflammen bræn
dende mellem folkene. Hedningen og vildmanden Hiawathas
tanke er os endnu altfor sand kristelig og civilisert; den var
ikke bare foran hans egen tid, den er ogsaa langt langt
foran vor.
Men om Hiawathas tanke var foran hans tid, saa
fik den dag stor betydning for irokeserne. Forbundet vokste
i magt og anseelse, og dets territorium blev længe den
ulykkelige races «store asyl». Flere av deres værste hen
der gik tilsidst ind under forbundets beskyttelse, og alle
maatte beundre de vise love det regjertes efter. Like til
for 20—25 aar siden kunde man paa den canadiske reser
vation se hvorledes en idé trods tusen hindringer kan
leve gjennem tiderne, nåar den er omsat i praksis av
et geni.
Noget av det merkeligste var, at forbundets stiftere straks
gav love, som tok sigte paa at reformere deres sociale og
religiøse sedvaner, saaledes at de mest almindelige krigsaar
saker borttaldt. Ikke mindst her kunde vi lære en del av
disse hedninger, vi som likesom paa trods ustanselig forcerer
frem en unaturlig samfundsutvikling som maa føre til krig.
De vedtok ikke traktater og indgik alliancer for ved første
givne ledighet at bryte dem; før traktaten blev sluttet, søkte
de at rydde av veien det som kunde hindre dens overhol
delse; og saa hold t de den.
En av de almindeligste aarsaker til krig mellem stam
merne var f. eks. den omstændighet at hele stammen var
ansvarlig for et begaat snigmord i en fiendtlig stamme. Men
«den store lov» sa: Det skal ikke længer være saa-
156
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
