Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Lorentz Eckhoff: Georges Rodenbach. Brügges digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 Georges Rodenbach: En Exil, s. 9.
Lorentz Eckhoff.
Hvor vaagnet vore hjerter da, nåar kvelden, dæmpet
Tilhvisket os sin sorg fra vinduets sprækker.
Og nåar vi sat i tanker paa de sorte bænker
Og næret drømmen vor med vers av Lamartine.
Han drømmer om Gud, om digterære og om frem
iidens elskov :
For gjennem sløret av en tilbedt digtning
Kunde vi skimte slik en hellig kveld
Vor fremtids elskov seile os imøte I
Han er tung av tanker tout songeur! Naar en mor
gen drømmemesteren slaar sine øine op og hans uvilkaarlige
ungdom sender,op i ham en meningslös glæde, blir han for
undret og kalder glæden en forvildet fugl som tar feil av sit
rede! Hvor det ord maler hans melankoli! Drømmere er
som de bergtagne: de blir tungsindige, fordi livets lyst bleg
ner under drømmens trolldom ; de blir ensomme, for drøm
men er som et belte av taake, et dypt hav omkring den ø
som heter mennesket.
Rodenbachs tungsind skyldes kanske mere en sterk
disposition end triste indtryk fra omgivelserne; disse var ikke
mere nedslaaende end at et menneske med normal livsglæde
vilde kunne ha oplevet dem og gaat ut av dem med nogen
lunde usvækket munterhet. Verhaeren vokste op i den samme
bigotte anstalt og blev en altfavnende livets sånger; Roden
bach blev en trist, ensidig og livsfjern drømmer. Men en
drømmer betat av én lidenskap : en heftig og fornem kunst
nerisk ærgjerrighet.
Fra skolen gik Rodenbach til universitetet i Gent, valgte
det juridiske studium, tok en udmerket eksamen og endog
doktorgraden. Allikevel var denne jus bare et middel for
ham, som for Maeterlinck og Verhaeren, til at komme hel
skindet over i poesien. Han eier ikke tvil om sit kald og
drøier ikke med at følge det. «I sit kolde værelse pakker
han sig ind i tepper og tilbringer nætterne med at læse og
skrive, mens klokkespillet fra kirketaarnene regner ned over
ham. For en rus at se mesterverkerne utfolde sig, seiv at
bli delagtig i de guddommelige løgne! Han kjendte i sig
digteraandens smerte og viljen til det store verk!» 1
226
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
