Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Fra William Shakespeares ungdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
følelser kan ha faat en forsterkelse ved at tone ut i lyrisk
digt, fordi følelses-uttrykket paa én gang lindrer sindsbevæ
gelsen og forhøier den i utbruddets øieblik, som nåar et
barn der har slaat sig, uten at graate, brister i den sterkeste
hulken, nåar det fortæller sin mor om hvordan det gik til.
Hvorom alting er, det er dog hans, William Shakespeares,
røst, og ingen andens, som lyder til os fra disse digte. Det
er hans smerte, som søker lindring. Jeg vil gjerne tro, at
han overdriver, nåar han skriver til en ven, at hans verker
alene kun giør ham skam. Vi ser av selve sonnetterne, at
han litt efter litt blir mere selvfølende. Det varer ikke længe,
før han retter sig op i stolthet og fortæller sin ven, at denne
skal leve for alle tider i hans vers, længere end nogen
fyrste i sit forgyldte gravmæle:
Ei marmor, ei en fyrstes monument
som tiden tærer, og som alder skjæmmer,
skal leve som mit rim, hvor ind er brændt
dit billed dypt, saa ingen tid det glemmer.
Netop denne overgang fra en saaret sjæls ydmyghet, som
bøier sig til jorden, for atter at rette sig i veiret, som en bøiet
bue, der springer tilbake fuld av spændkraft, netop denne
stemnings-veksel røber den endnu überømte digter; efter al
sandsynlighet saaledes som han var fra tiden omkring Robert
Greene’s angrep i høsten 1592 til kort efter utgivelsen av
«Venus og Adonis» (1593), det første digt, som gjorde ham
berømt.
Vi kan forståa, at en saa ømfindtlig natur som den
vi lærer at kjende i Shakespeares sonnetter, maa ha følt sig
paa det dypeste saaret over Greene’s spydige utfald mot kraa
ken, som smykket sig med laante fjær, en anklage, som
neppe hadde andet grundlag end at den yngre og mere ulærde
digter hadde lært en stor del av den dramatiske digtnings
kunst av sine forgjængere og lært den altfor hurtig og altfor godt!
Dobbelt saarende var angrepet paa den fattige skuespiller og
skuespildigter, fordi det maa ha været et ømt punkt for ham
dette, at han ikke som næsten alle de andre teaterdigtere paa
den tid hadde akademisk dannelse, men hadde maattet be
gynde som teatertjener, efter traditionen: med at holde
hester utenfor teatret for de høie herrer, som kom ridende
260
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
