Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. J. Hambro: Det irske spørsmaal. II. Forhistorie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24 Samtiden. 1916
Det irske spørsmaal.
Frankrike og Schweiz og Italien. I fire hundrede aar øste
Irland missionærer ut over verden, fromme og lærde og
useiviske mænd. De grundet klostre i Sachsen og Bayern og
Kärnthen, over hele Frankrike og Tyskland, i Nordafrika og
i Jødeland. Irske munker slog sig ned paa Island. Og som
de lærte angelsakserne angelsaksisk, lærte de andre stammer
deres sprog og alle græsk og hebraisk.
I St. Gallen skrev de et høitysk-latinsk leksikon. De
lærte høilænderne at skrive salmer paa skotsk; i et av deres
kloslre vokset Beda op. I det syvende og ottende hundred
aar var der ingen i Europa som talte græsk uten han var
irsk lært. Vel kunde Karl den store sætte irer i spidsen for
sit skolevæsen.
Det er nævnt at irerne ikke var kristnet fra Rom. Den
irske tradition hævder at apostelen Johannes bragte kristen
dommen til Erin. De holdt sin egen paaske og deres tonsur
var ikke romerkirkens. Men for Rom var irer og hunner i
like grad barbarer, som alle der laa utenfor den romerske
tradition; romerkirken forlangte lydighet, og irerne negtet at
yde den. St. Augustin fik ordre i 603 til at kræve over
høihet over den keltiske kirke og at ændre dens uromerske
skik. Han blev ikke anerkjendt i Wales eller Irland. I 664
holdtes synoden i Whitby. De angelsaksiske konger hadde
grepet den romerske rikstanke og støttet nu kravet om over
høihet for Canterbury. Der blev vekslet bitre ord mellem
irske og angelsaksiske prælater, og de irske munker, som ikke
vilde opgi sin nationale sed, seilet fra Lindisfarne. Det var
det første brud mellem irer og angelsakser. Tyve aar senere
forsøkte en angelsaksisk armé at gaa iland i Irland. Men
vikingetogene kom snart til at sysselsætte begge lande til for
trængsel for indbyrdes strid.
Der er en karakteristisk forskjel mellem vikingetidens
forløp i England og i Irland.
Det angelsaksiske samfund blev undertvunget, alle konge
hus undtagen det i Wessex blev utryddet; Danelagen
347
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
