Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maurice Barrés: Dr. philosophiæ efter døden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. philosophiæ efter døde».
man ikke bare lever der, men man vaager. Ganske vist dør
man der ogsaa, hver dag falder der en eller to mand av
mit kompani. Blir vi tre maaneder heroppe, maa turen og
saa komme til mig med matematisk sikkerhet. Vil man
vite hvad ordet «utholdenhet» betyr eller hvad denne «ut
tapningskrig», er for noget, skal man komme her. Hvad
mig angaar, saa er jeg ganske rolig, gjør min tjeneste
saagodt jeg kan, og overgir mig til forsynet.
Imidlertid har jeg gjort min doktoravhandling færdig,
jeg har læst de sidste korrekturark 30 meter fra tyskerne og
seks fot under jorden, det er kanske et sjeldent lilfælde i
doktoravhandlingernes historie. Om tre uker er den færdig
trykt og om fem eller seks skal jeg, hvis Gud, Sorbonnen og
tyskerne vil, forsvare den med sverd i haand. Jeg indbyder
Dem til seancen. —»
Den dag han glædet sig saa til, nærmet sig. Den 17de
februar nyt brev til Victor Giraud:
«Den sorbonneske ceremoni skal finde sted lørdag den
4de mars kl. 1 eftermiddag, amfiteater Quinet. Man maa
beundre nøiagtigheten, den uforsigtige nøiagtighet! De maa
indrømme at det er at friste granaterne. La os haabe
at de vil ha litt respekt for «kulturen». Imidlertid befinder
monstrumet sig her, jeg mener avhandlingen, jeg kaster av
og til et blik i den med en blanding av træthet og til
fredshet.
Tak for Deres sidste kjære brev, men vær ikke beklemt
om hjertet for min skyld. Jeg er meget fornøiet med at
være hvor jeg er. Jeg vilde være ulykkelig ved at forlate
disse tapre folk som hver dag resikerer sit liv ved min side
og ofte mister det. Mit liv er ikke mere værd end deres,
fordi om jeg kanske kunde efterlatt mig nogen tykke
folianter. Denne likhet i faren indgir os en broderaand
som er overordentlig sund. Det er sandt at jeg er
den ældste i mit kompani, men jeg har ingenting imot at
forynges.
Altsaa, kjære ven, litt ængstelig for at friste «den gamle
tyske Gud», indbyder jeg Dem til at møte mig den 4de; det
blir kanske en kjedelig og latterlig ceremoni, men jeg faar
da ialfald fri en stund og anledning til at trykke nogen
kjære hænder —.»
369
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
