Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gerhard Gran: Alf Torp
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gerhard Gran.
kom, avførte Irgens Hansen sig sin kjære slobrok og trak den
paa Torp, gav ham den bedste sofakroken, stoppet den bedste
pipen til ham, og der sat han ganske selvfølgelig og uten
anstrengelse og var midtpunkt; han sa ikke saa meget,
men det var hans bifald vi maalte os paa, hans smil vi fridde
til, og nåar han begyndte at ryste av sin indvortes latter, var
det vor stolthet og henrykkelse.
Allerede dengang forbandt vi med Torps navn de fore
stillinger som man vagt og populært pleier at knytte til be
grepet geni: intuition, oprindelighet, uavhængighet. Han gik
tidlig sine egne veier og var alt som student langt inde paa
det felt, hvor han skulde øve sin merkelige opdagergjerning,
lyttet sjælen ut av sprogene og gjenskapte i kunstneriske
former de klangbilleder han hadde oplevet, skrev græske vers
og latinske, skjæmtefulde sagaer paa oldnorsk, smaa avhand
linger paa reformationstysk og baroktysk og fyldte os med
beundring for disse kunststykker. Hans flid var overvældende,
det var ikke mange timer i døgnet han ikke var fordypet i
sine studier; legemlig var han derimot overmaade doven, han
hengav sig tidlig til den tro at han ikke taalte motion, og i
denne tro levet han saa konsekvent at det tilslut blev sand
het, hvad der vistnok mere end noget andet bidrog til at
forkorte hans liv. I sin ungdom yndet han den liggende stil
ling; nåar vi besøkte ham, fandt vi ham i regelen utstrakt
paa sofaen mellem bøker, læsende; det saa noksaa übekvemt
ut, for de bøker han tumlet med, var for størsteparten svære
folianter, han hadde nemlig tidlig faat smak paa at læse leksika,
han læste dem fra perm til perm, og nåar vi undret os,
svarte han bare: «Det er meget spændende.»
O r d en e var for ham levende væsener hvis skjæbne det var
hans lidenskap at utpønse, han maatte vite hvor de kom fra, og
hvor de gik hen, ettersøkte dem tilbake til deres oprindelse, saa
langt det lot sig gjøre, fulgte dem i deres vekst, deres op
høielse og deres fornedrelse, deres død og deres gjenopstan
delse, var sterkt optat av deres personalhistorie, snuste som
en detektiv i deskjulteste sprogkroker for at opspore deres slegt
ninge, nære og fjerne, og la den ene provins efter den anden
under sit herredømme. Tilslut myldret der tusener og atter
tusener slike ordvæsener i hans hjerne, og han satte hele sin
vældige arbeidskraft ind paa at opdage de love som beher
436
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
