Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ronald Fangen: Otto Weininger - I - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1 Über die letzten Dinge.
Ronald Fangen.
og var netop egenskaper der bar bud om en mand som vilde
drive det langt og længst paa den traditionelle videnskaps
bane. Men han blev aldrig indrulleret. Og hans ærgjerrig
het fik aldrig noget ydre maal . . . Det sjeldent skjønne
ved ham er hans trang og evne til at vandre en ensom vei,
uten støtte, uten merkestener, en fri mand, et sind hvis
ensomhet og selvstændighet var dets vern og fæste . . .
Men i kraft av den evne blev han aldrig distraheret
og forvirret: forfængelighet blendet ham ikke, gevinsten fristet
ham ikke. For ham blev det altid en hellig ting og det
eneste hellige i livet at finde sin egen og den rette vei, at
skaffe klarhet, at finde sit sande væsen og aldrig miste det,
altid være i bevisst overensstemmelse med det . . .
Weininger skriver et sted 1 om forbryderen og sier at
hans typiske egenskap er ikke at nnde nogen friheten, hver
ken sig selv eller nogen anden. «Derfor blir han tempel
skjender» . . . Weiningers egentlige träng i verden var den
motsatte: at vinde friheten. Og man kan med hans egen
følgeslutning si at han derfor var en tilbeder i livets tempel.
Og man har grund til at tro paa oprigtigheten av hans
tilbedelse, fordi han visste hvilket mod det kræver at være
en Jasager, en elsker av livet . . . Der hvor han i «Über
die letzten Dinge» fremsætter sin dyrepsykologi, skriver han
om «den frygteligste nat i mit liv, da jeg, uten at være syk,
bokstavelig talt kjæmpet mot døden». Ti, sier han, «for be
tydelige mennesker findes der en sjælelig død foruten den
fysiske: for dem staar liv og død stillet voldsomt overfor
hverandre som muligheter!» . . . Man faar her ved ham som
ved enkelte andre personligheter i aandshistorien et svimmelt
indtryk av de avgrunde de balanserer over, den risiko de
løper i alle kämpe, i ethvert øieblik av deres utvikling. Hos
Weininger brænder hver linje han skriver i denne yderste
rædsel og frygt . . . hver tanke er en tanke for livets ophold.
Det er fra. dette tvilende stade en mand skal si ja til livet,
486
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
