Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Et brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et brev.
21
gav anledning til de aldrig endende (venskabeligst mulige)
disputatser. For mig var spekulationen som enhedsudtryk
for en rationel-empirisk tankegang det element, hvori det
faldt mig naturligst at tumle mig, mens hans tankegang
væsentlig var af rent empirisk natur med, som det forekom mig,
en altfor ensidig overseen af det apriorisk-rationelle i enhver
fornuftig bevidsthed. Men trods alle differentser i
detalj-spørgsmaalene var og blev vi dog enige i det væsentlige og
hovedsagelige, — Navnlig skal jeg her fremhæve, at jeg
skylder Getz og hans specifik engelske læsning min første
indvielse i darwinismen, men at jeg dog meget snart følte mig langt
mere i slegt med Häckel (geologien var jeg allerede tidligere
paa egen haand bleven indviet i. Allerede 1863 var jeg i
besiddelse af «Cottas Geologiske billeder», dem jeg fremdeles
eier).
Begge følte vi os høist isolerede. Kameraterne
betragtede vore anskuelser med en komisk blanding af frygt og
afsky. Og heri skede i de første studenterdage ingen
nævneværdig forandring. «De to store hedninger» kaldte man os.
Vore «bedste» venner vidste intet bedre at ønske os, end at
vi begge maatte blive dødssyge ; da skulde vi nok i dødens
slug komme paa bedre tanker. (Nævnte jeg her navne, vilde
De bli aldeles som lynslagen ved at høre, at altsaa ogsaa de
var paa den siden.) En af mine medpræceterister
(Bjørn-vall, en af Fjørtofts tiraljører (!!), holdt paa at plage livet af
mig med sine «beviser» for, at der før syndfloden ingen
regnbue havde været, «fordi baade vanddraaberne og lyset
kunde have været af en anden optisk natur, før Gud ved et
under gav den deres nuværende optiske karakter».
Kjære, hele landet laa 1867 (overhoved tiden nærmest
omkr. 1870) under aaget. Man indbildte sig, kristendommen,
navnlig i dens «sande» (johnsonsk-lutherske) form, var paa
moden al verden over. Og hvem vilde ikke være paa
moden? Ialfald vilde vore digtere intet heller. Garborg laa og
skrev fanatiske pietistartikler langt oppe i syttierne (langt
udover 1874), Jonas Lie var jo dengang en frömmler —
simpelthen. Fanatikeren Bjørnson piskede sine modstandere
tilblods dengang som nu, kun at han dengang hudflettede hvad
han nu tilbeder, og dengang tilbad, hvad han nu hudfletter.
Ikke engang artiklerne i Oplandenes avis af «En kristen»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
