Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Et brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lcS
Waldemar Dons.
væsen og alle dens gjerninger. Og pakket, de pjattende
theologiske idioter, sagde som Margrethe om Faust: det er jo
næsten som at høre presten i kirken. Saa havde Monrad
evig fred for pakket, idet han fornemt hyllede sig i de
hegelske kategoriers lunge slør.
Jeg sluttede mig inderlig til Monrad, og Monrad var ikke
utaknemmelig. Han sagde en tid, jeg var hans kjæreste
discipel, den eneste, der helt ud havde forstaaet ham. Men
nogen varig hvile i ideen fandt jeg ikke. Fra første færd
nagedes jeg af store tvil, om hegelianismen nu ogsaa virkelig
var den store synthese, den udgav sig for. For det første
havde den jo ikke formaaet at optage Orienten i sig, for det
andet heller ikke middelalderen, renæssancen kun saa halvt,
den moderne empiri slet ikke. Naar alt kom til alt, var den
kun græsk filosofi i moderne udstyr. Stadig laa jeg og
tumlede med omkalfatringsforsøg af hele systemet og gjorde
herunder efterhaanden bekjendtskab med alt, hvad filosofi
heder, især moderne filosofi. Lyng spaaede derfor tidlig, at
Monrad og hegelianismen nok snart vilde faa en slem
Julianus Apostata at begræde.
Men i 1874 var jeg dog mer hegelianer end nogensinde.
Det var opholdet i Sverige vinteren 73—74, der havde
bevirket dette. Jeg havde ventet i boströmianismen at finde
noget ligefrem fantastisk stort, og jeg fandt — hvad jeg i min
bog har fremstillet. Dens dumt fanatiske angreb paa Hegel,
havde ladet hans system opgaa for mig i ny, endnu større
skjønhed end nogensinde tilforn.
Men der var dog ialfald et væsentligt punkt, hvori jeg
ikke kunde være enig med systemet. Ifølge Hegel skyldes
naturens (evige) tilblivelse et (evigt) frafald fra ideen, men
dog et i sig nødvendigt ideen selv iboende, idet denne kun
derved, gjennem frafaldets overvindelse, formaar at blive sig
selv bevidst som aand. Ideen er i sig selv bare evolution og
intet uden evolution (aanden ligesaa). Men som ideens
frafald fra sig selv er naturen uimodtagelig for saadan
evolution. Derfor er alle hegelianere antievolutionister,
modstandere av evolutionslæren i dennes moderne forstand. Det er
et hegelsk dogme dette, at kun ideen og aanden kan udvikle
sig, naturen derimod ikke. Nu var jeg, om end ikke
darwinist, saa dog det, som endnu værre er, häckelianer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
