Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Stang: Friele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Fredrik Stang.
siden gaa over. I begge stykker — skuespillet og avisartiklen
— er det forsonende element ført vilkaarlig ind. I dem begge
er det hjertelaget, som trænger ind i den fortaptes helvede og
ved sin smule lys bare viser, hvor dypt mørket er. Men Friele
sat ikke i mørke — det er der grundfeilen stikker. I hans
sjæl løp lys og skygger om hinanden, brutt av facettens fiater
og vinkler.
En av anmelderne skildrer Friele som en ulykkelig, bitter
og ensom mand, og slik trær han i virkeligheten frem ogsaa
i Bjørnsons artikel. Intet kan imidlertid være urigtigere.
Friele var først og fremst en munter mand, og dernæst var
han — hvis man overhodet kan si det om noget menneske,
som sætter sig maal — en lykkelig mand. Hans personlige
forhold var gode. Han omsværmet like til det sidste sin
hustru med et muntert og chevaleresk galanteri og overøste
hende pr. brev, pr. telegram, pr. bybud og pr. buket med
løierlige henvendelser, som viste, at hun altid var i hans
tanker. Han var kommet paa den eneste plads i livet, som
kunde tiltale ham; stillingen fyldte ham, og han fyldte den.
Selvoptat var han i mindre grad end de fleste; nogen
uopfyldt ærgjerrighet hadde han ikke. Endel av de bedste mænd
i landet var hans venner for livet. Enhver dør, han kunde
tænke sig at gaa gjennem, stod ham aapen, hvad enten det
nu var beundring og hengivenhet, som aapnet den, eller det
var frygt. Og en betingelse for lykke hadde han, som de,
der ikke kjendte ham, kanske ikke vilde tiltrodd ham: et
varmt følende hjerte. Det er sagt med et ord, som lyser ind
i meget, at kynisme er mandfolkenes form for lyrik. Frieles
hjerte gav sig aldrig uttryk i sentimentaliteter, det gav sig
altid uttryk i spøk, ofte i sarkasmer. Det var ikke
altfavnende og altætende som Bjørnsons, men varsomt vælgende
og blygt. Ikke i pludselige utslag, men i den langvarige
troskap og den tause forstaaelse ytret det sig. Ingen kunde som
han under snak om løst og fast lytte et menneskes sjæl ut.
Særlig var han glad i barn — selv hadde han ingen — og
det var kanske i sine venners barn han selv fandt de mest
uforbeholdne venner.
Men skyggeløst var Frieles sind selvfølgelig ikke. Først
og fremst satte hver begivenhet ham i sterke bevægelser, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
