Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
Hans E. Kinck.
dægger, fordi dette jo næsten var den ufarlige hensigtsløshet,
den benævnte causeri, dens kjæreste abonnents-traktemente.
— Der var i det literære liv andre, som levet ganske som
en avis: for dagen og paa bare veirhaar; man ændret
jargon og væsen efter de hænder man i øieblikket var i. I
politikken kaldes de mennesker opportunister. Der var atter
andre — og det er fremdeles med vilje vrangsiden ved den
literære utvikling jeg fæster mig ved — som likesaa godt
straks opgav enhver kunstnerisk ambition; de opfattet det
som sin pligt at utpønske hvad der kildret læserens gane.
Det standpunkt er forresten grei skuring, de har gjort sit
valg, prater ikke om «brudd» og «nye perioder»; de vet
meget vel at det ikke er deres kunst som ridser op et
folks profil; man soper isteden ind mynt — skidt om én
ikke blir milepæl i folkets aandsliv! Det ender selvfølgelig
med at en slik kommer publikums sensations-tørst imøte,
dets lyst at titte ind i den skrivendes privatliv — og har
man ikke noget videre privatliv, saa lager man; deres
digtning seiler tilslut frem i en blendende støvsky av foregivne
avsløringer. Det var særlig døgnpressens helt. De forsvandt
der, de kan ikke holdes ut fra den. Og man har det indtryk
at den gruppe skribenter ikke er i avtagen for øieblikket,
da jo alle har lært sig haandelag og penneførhet og formens
kunstfærdighet; digterverket rangerer med detektiv-romanen
— til bruk i den tankeløse stund, da den jevne, uutviklede
borger hviler ut efter dagens stræv i kutterens styrerum, ved
siden av rorpinden og en kold pjolter, — og endda kan han
greie et litet fokkeskjøt attpaa og en kost paa et blindskjær,
uten at miste traaden; det er godt mulig, det fremdeles der
ombord heter «psykologisk literatur». — Av og til slænger
der vel ogsaa en født eventyrer iblandt. Siden Ibsen’s D e
unges forbund har vi i komedier faat en ikke ganske
faatallig rad gjentagelser over den politiske Rabagas; men
den literære eksisterer ogsaa. Den komedie venter vi paa,
ialfald i Norge. —
Usikkerhet er det karakteristiske ved perioden, set som
helhet, og mange faktorer har virket med til desorienteringen.
Jeg skulde bl. a. tro at endel av døgnpressen selv staar ikke
saa ganske fremmed for resultatet, — ialfald forsaavidt den
med klarere blik for det værdifulde i kunsten og ved større
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
