Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En hovmodig digter.
113
da ikke noget mere haardkokt end et fast sjæls-stof, som er
under utvikling, og som altid eier noget indenfor det sidst
avskrællede lag, jeg mener, kort sagt, bare noget andet end
en løk.
Man ser ikke saa sjelden skribenter ha det travelt med
at hævde at journalistik og digtning dog ikke er
motsætninger, de utelukker ikke hverandre; det er næsten mistænkelig
saa ofte man indprentes det faktum. For selvfølgelig behøver
de to ting ikke at utelukke hverandre! Og det falder én
derfor uimotstaaelig ind at i grunden er det jo, ganske rigtig,
lettere at forestille sig en stor digter og skrædder i samme
person end en stor digter og journalist. Ens tanke vandrer
videre paa den forbudne sti, man kommer til at mindes en
og anden literaturhistoriker, naar han er ansat i en avis:
han mister langsomt sans og syn for det særegne ved en
kunstner, gaar døgnpresse-blind og sløv omkring med et
for-nøielig alnemaal, som om det var samme sort vadmel han
maalte op . . . noget litt længere, noget litt kortere, men éns
er det alt! — mens jo nu et alnemaal mindre end nogensinde i
norsk literatur er paa sin plads. Og tanken vandrer
mot-sigelsessyk videre; man mindes egenheter, som gjerne
klæber ved en født journalist, naar han digter: Det skorter hans
skikkelser just paa evne til utvikling. Jeg har ikke optat
nogen statistik, men allike vel kan man vel ogsaa vaage at
si at denne ikke usedvanlige defekt i den skikkelsesskapende
fantasi, denne manglende kunstneriske energi, som der
gjemmer sig, at den ikke akkurat repareres ved grottekvernens
nære naboskap. Det kan man vel vaage at si.
Journalistikkens grottekvern naadde ikke Tryggve
Andersen. Ialfald har han ikke denne egenhet, til forskjel fra
saa mange i hans samtid. Han har isteden horisont; beholdt
evnen til syn, og der er i hans kunst den sindets konsistens
tilstede (som altsaa ogsaa heter karakter) hvor viljen og
verkets hensigt viser sig -— den mest, om ikke eneste,
tilladelige tendens, en roman skal ha. Det er et særtræk ved hans
digtning at personerne er under utvikling; deres utvikling
er hensigten.
Det kunstneriske krav fornegter sig aldrig, selv ikke
der hvor det gjælder gamle, vingeskutte eller
sjæls-s y k e v æ s n e r.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
