Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
116
Hans E. Kinck.
paa; alle de andre vinduer glante blanksvarte og tomme
natten imøte. Portgrinden var hægtet av og slængt atved
gjær-det, og den stutte lønne-allé op til gangdøren var fuld av
halmrusk og brask og merker efter uvorren færdsel. En
kar-jolskyss hadde kjørt ind paa den nedtraakkede græsvold
omkring flagstangen, til den hesten var bundet ... De
dunkende øksehugg sluttet. Hesten grov unau med hoven, skaket
sig, saa sæletøiet klirret, humret sagte og la ørene. Fra
fjorden bruste det dovt, stjernene glittret, et vinddrag rørte
vissent løv og bølget hen, og mørket grodde om gaarden.
— Det gik i en dør. En lygt blev baaret bak det midterste
vindu ovenpaa; sprikende trækroner, flagstangen og dens
blinkende kule dukket frem av mørket og forsvandt. Saa
knirket en trap, gangdøren blev aapnet, og lysningen faldt
gjennem haven og naadde hesten og karjolen ...» Det er
distriktslægen, som er færdig med diagnosen, og nu skal
hjemover igjen. Ordene er enkle; mesterverket bestaar kun
i at tingene er ført frem og taler selv. —
Denne sans for de sidste livstegn har selvfølgelig
konsekvent ogsaa maattet føre ham til skildringen av forkomne,
d ø g e r v i 1 d e eksistenser. Der har vi novellen Albert
Johan sen’s sparebøsse, en skisse fra Afrikas fjerne
negerbyer med tegning av et norsk og et indisk vrak,
skopudseren og frugthandleren: «... Og som de stod slik, var
der en underlig likhet mellem dem, trods nordmandens
sykeligbleke ansigt og inderens lærbrune hud. Begge bar de
fillete lerretsjakker av europæisk snitt, var høie og magre
og hulbrystede, med spidse skuldre; begge holdt hoderne paa
skakke, hadde stolt krummede næser, brede smukke pander,
og de førte sig paafaldende éns, den samme rolige anstand
præget deres bevægelser. De nød tydelig sin egen
konversations velopdragne og dannede tale. Men skopudserens blik
var mat og nærsynt, og hans slanke, svartflekkede haand
hvilte slåp og dirrende paa skranken; i frugthandlerens store,
fordrømte øine lurte et viljehaardt glimt, og hans krøkede
benede fingre med hornneglene var som en rovfugls klør...»
Under denne gruppe hjemløse eksistenser vil jeg atter
nævne Gylden hevn, den groteske, næsten dæmoniske
historie om, hvorledes den hellige Valerius blev plyndret i
kapel-kjelderen i en sydtysk by. Her har forfatterens speci-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
