Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hans E. Kinck: En hovmodig digter - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En hovmodig digter.
117
elie psykologiske interesse møttes med hans kulturhistoriske
blik til en underlig visionær virkning av en Dürer’s
linjeførende kraft; i det billede av moralsk døgervilde lanseknegter
opnaar han at skape et enestaaende billede av selve
30-aars-krigens ufredstid, idet det synske ved hans viden evner at
rykke det frem for vort øie, gjøre tid og skikkelser
nærværende, levende i al deres rovgriske svigefuldhet, som de var
fra idag. Det hele er blit til under mesterens haand som i
ett aandedræt, det smaker ikke av læsning og papir, det er
ikke dansken Woldemar’s minutiøst utpønskede pastisch. En
evne alene i slegt med den dyre gave, som var geniet i
Heinrich v. Kleist’s kunst. I verdensliteraturen findes der
vanskelig maken for tiden.
Men denne Tryggve Andersen’s specielle art psykologisk
interesse har ført ham endnu videre. Den har ført ham til
analyse av forbryderen, fordomsfri som hos Dostojevski,
men kortere. Jeg nævnte Øster i skjærene, hvor
plyndringen uventet sluttet med rovmord. Nu minder jeg om
Gullik Hauks veen, som ogsaa er en berettelse om
rovmord og et helt livs sammenbitte, tause samvittighetskval
efterpaa. Den handler om forbrydelsers farlige tilfældighet,
som jeg bare mindes jeg har møtt den hos Verga, idet et
lag i underbevisstheten uventet flyter op og faar ordet: En
tømmermand holder en høst til paa en sæter og reparerer
paa et sel; det er hvad man kalder en bra kar, bare plaget
av fortvilede penge-affærer. Saa kommer sent en kveld en
kramkar med fyldt seddelbok ind; han har gaat sig vild i
skogen og søker hus for natten. Og personerne, som saa
pludselig om natten faar ordet i den somnambule
mellemtilstand, er: blinket fra tømmermandens bile borte i kroken,
pengenøden, skjæret fra de røde sedler, som kramkaren tæller
ved peisilden.
Den samme sans har ogsaa ført Tryggve Andersen til
forstaaelsen av de legemlig syke. Vi har der den noget
stillestaaende og kompositionsløse sjøfortælling Færdig om
en forhenværende beriberi-patient, en studie i syke
forestillinger og feber-hallucinationer.
Men særlig fører denne hang ham til skildring av folk,
som er syke paa sindet. Der er en hel række av disse.
Men foran dem alle staar Mot kveld, Tryggve Andersen’s
9 — Samtiden. 1917.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
