Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Bull: Grev Julius Andrássy og fredsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
handel vilde komme under dets kontrol, og smaastaterne
kunde sultes ut hvad dag det behaget England.
Bortset fra detaljer som man endnu ikke kan vite noget
om, kan man altsaa alt nu si saameget, at England og
Rusland i tilfælde av en seier vil faa en knusende overvegt over
alle andre magter, og magtforholdet mellem Frankrike og
Italien paa den ene side, Rusland og England paa den andre
vil bli langt ugunstigere for de førstnævnte magter end deres
forhold overfor Tyskland nogensinde har været.
Den første fare som vilde følge av en slik situation, vilde
være revanchelysten hos de overvundne. De 80 millioner
tyskere, som bor paa et sammenhængende territorium midt i
Europa, er baade for mange, for sterke og for
nationalbevisste til at ville finde sig i at reduceres til national og
politisk og økonomisk magtesløshet; ved dag og nat vil de pønse
paa hevn og opreisning, arbeide for at faa det og være en
uavladelig fare for den fred som seierherrerne har diktert,
og en lignende fare vil magyarerne, bulgarerne og tyrkerne
(i Asien) være. Netop i kraft av det nationalitetsprincip som
ententen ynder at berope sig paa, vil disse kraftige nationer
være en stadig trusel mot den voldsordning som ententen
kunde ville indføre. Frankrike blev ikke knust hverken i
1815 eller i 1871, Polen ikke utslettet trods de tre delinger;
likesaa umulig eller endnu mer er det at tilintetgjøre det
tyske, det magyariske, det bulgariske eller det tyrkiske folk.
Likesaa farlig vil rivaliteten mellem seierherrerne bli.
Den engelsk-russiske motsætning er jo gammel. Helt siden
tsarmagten satte sig fast ved Sortehavet med øiet fæstet paa
Konstantinopel, har Englands skinsyke været vaaken; i de
næsten 100 aar fra Wienerkongressen til møtet i Reval
mellem Edward VII og Nikolai II var denne motsætning den
varigste og vigtigste faktor i europæisk politik, og naar den
er forsvundet i de sidste aar, skyldes det bare Englands frygt
for Tyskland og Japans seier over Rusland som for en stund
lammet dettes ekspansionsevne. Saasnart disse to
omstændigheter er borte — altsaa ved en stor ententeseier — vil den
gamle motsætningen igjen vaakne.
Man kan bare tænke paa det uløselige problem ved
Bosporus og Dardanellerne. Hvad er Bosporus og Konstantinopel
værd for Rusland uten Dardanellerne, «Ruslands portnøkkel»?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
