Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Edv. Bull: Grev Julius Andrássy og fredsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men paa den andre siden: kan England tillate nogen anden
stormagt at faa herredømmet over Dardanellerne?
Suezkanalen er i dette øieblik vigtigere end nogensinde, og naar det
tyrkiske rike forsvinder, maa England selv forsvare veien fra
Ægypten til Indien mot den fiendtlige muhammedanske
verden. Blir Dardanellerne russiske, maa ialfald England ha
øerne utenfor for at kunne spærre utløpet. Det vil si: enten
kan den russiske hær og flaate rokke likevegten i det indre
Middelhav og true veien til Ægypten og Indien, eller
England kan hindre Rusland i at faa den fulde fordel av
herredømmet over Konstantinopel og stræderne. Enten faar
Rusland sin egen portnøkkel og dermed nøklen til det indre
Middelhav med en flaatebasis uten like, eller England lukker
den ytterste port ved at slaa sig ned paa øerne. Selve de
geografiske forhold gjør her en fast og varig løsning umulig,
selv om det naturligvis kan tænkes mulig at man kan naa
til et foreløbig kompromis som kan holde nogen aar —
indtil Rusland som ubestridt herre i Sortehavet har utviklet sin
flaate tilstrækkelig.
Det polske spørsmaal er neppe meget lettere. Rusland vil ha
vanskelig for at respektere Polens uavhængighet som
centralmagterne har proklamert, og allikevel er der alt nu
adskillig misnøie i London og Paris med tsarens polske
politik; nogen hel undertrykkelse av Polen vil vestmagterne
knapt finde sig i.
Italiens motsætning til slaverne er likeledes gammel og
dypt grundet. Alt nu under krigen kjæmper de om
herredømmet paa østsiden av Adriaterhavet, hvor der ingen skarp
grænse er mellem de to racer, hvor nødvendigvis den ene
av dem maa faa herredømmet over en del av den andre.
Cavour, Italiens største statsmand, saa klart hvor farlig
Ruslands magt var for hans land, og gik derfor med
vestmagterne i Krimkrigen. Ogsaa for ham var det Ruslands
herredømme over Dardanellerne og dermed over det indre
Middelhav, som virket skræmmende. Siden Cavours tid er
desuten Serbien vokset frem til at ha ærgjerrige ambitioner paa
Vestbalkan. Det som Serbien kræver for sig, og det som
England og Rusland kræver for sig i det indre Middelhav og
Ægæerhavet, i Afrika og i Lilleasien, det gjør ogsaa Italien
krav paa for at realisere sine imperialistiske planer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>