Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: Tre søstre - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tre søstre..
185
Han forsøkte ikke længe efter at skaffe sig en medhjælp til at
ta vare paa dem: fridde til en gammel flamme, men hun
betakket sig for den ensomme prestegaard og de seks stedbarn.
Et aarstid efter rykket tante Branwell ind — morens ældste søster.
Hun var som «den gamle tante» i virkeligheten ofte var,
en uavhængig dame med litt midler, og hun opgav en
beskeden, men fri og hyggelig tilværelse hjemme i Penzance
med det deilige klima og alt det enkle, men «distingverte»
selskapsliv, som Miss Branwell elsket meget høit. Men nu trængte
søsterens barn hende, og saa reiste hun til Haworth, hvor
hun gjorde sin pligt og vantrivdes ved ensomheten, det kolde,
fugtige stenhus og heierne og Yorkshirefolkene. Hvad hun
hadde at gi av ømhet, fik nevøen Branwell — brorparten av
alle disse menneskers ømhet og ærgjerrighet og alle deres
fremtidshaab ødsledes jo paa den eneste vakre rødhaarede
gutten som saa hurtig og uten sidespring ind paa dydens
stier gik benveien i hundene. Smaapikerne omfattet tante
med respekt og tempereret hengivenhet, og til sin dødsdag
levet de alle lydig efter den «plan for dagen» som tante hadde
lagt for dem da de var smaa. Hun lærte dem op til
fuldkommenhet i al kvindelig gjerning, og tro mot tante
Bran-wells minde forsømte søstrene aldrig for sit forfatterskaps
skyld den strykning og brødbakning og skjortesøm og
strømpestrikning som later til at ha foregaat uavladelig i Haworth
prestegaard. For svoger læste tante høit, ved tebordet
diskuterte hun og presten det læste, og den lille frøken, som
utenfor sit eget værelse altid gik i sort silke, guldlorgnet i et
langt guldkjede og med guld snusdaase, hævdet uforsagt sine
egne meninger mot den skraasikre pastors. 1 virkeligheten
var jo «den gamle tante» oftest aldeles ikke et foragtet
skumpelskud, men en kvinde som rolig kunde slutte sit liv i
bevisstheten om at det var vel brukt, og hendes slegt lukket
hendes øine i respektfuld og taknemlig anerkjendelse: hun
var et lykkelig menneske, ti hendes liv var et nyttig og
pligttro menneskeliv.
Ikke av mangel paa følelse var det at den tids mænd
og kvinder hadde faa medlidende ord for al den saare
ensomhet og de utilfredsstillede længsler et slikt kvindeliv maatte
rumme. Det var av respekt for kvindens elementæreste ret
— retten til at tie, til at holde noget i sit liv hemmelig mel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
