Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: Tre søstre - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186
Sigrid Undset.
lem sin Gud og sig selv. Del er en anden sak at denne ret
medførte pligter som forekommer vore dages beskedne
kvinder frygtelige. Fordi en kvinde hadde den anerkjendte ret
til at holde sit legemes og sin sjæls dypeste drifter saa
hellige og hemmelige at ingen maatte vite om dem ilten Gud og
den der i hendes øine var Gud lik, hadde jo ogsaa verden
ret til at behandle hende som om de ikke fandtes. Men det
var ikke den tids opfatning av kvinden, det var den vulgære
forvrængning av tidens inderste opfatning.
— Engang da presten Bronté hadde lyst til at lære sine
barns tanker litt nærmere at kjende, kaldte han dem til sig
og stillet nogen spørsmaal til hver især — men først gav han
dem en maske til at ta for ansigtet mens de svarte. De var
dengang i alderen fra fire til ti aar. Pædagoger i vore dage
opholder sig ved den strenghet, hvormed forældre fordum
optugtet og oplærte barn til livet mellem fremmede. Man
undres paa hvad en mand som presten Bronté vilde føie ved
at stifte bekjendtskap med vor tids pædagogiske diskussion
om hvordan forældre og lærere bør gaa frem for at voldta
barns fortrolighet.
I Charlotte Bronté’s barndom og ungdom hadde alle
mennesker, selv fireaars spirer, baade ret og pligt til at bære
maske.
For os nutidsmennesker ligger vanskeligheten ved at
forstaa hin tid i dette: vi er opdraget til en frygtelig beskedenhet.
Vore dages barn faar lov at snakke med ved bordet, støie i
de voksnes nærvær og forlange det bedste stykke av kaken.
Men ytrer de den gamle ubeskedne forestilling som
menneskenes barn i alle tider og alle folkeslag har ropt ut høilydt
— at de skal faa snakke med i evigheten og engang støie
i Vorherres eller djævelens nærvær, hysser tidens voksne
forfærdet: Hysch, hysch, det er du virkelig altfor liten til. At
opdrage til beskedenhet i det store har allerede længe været
hovedopgaven for pædagoger, demagoger og mystagoger —
at bekjæmpe sjælens medfødte indbildske forestillinger og
særlig de mest graverende som oser ut av al folkepoesi og
alle myter — forestillingerne om den udødelige sjæl og den
evige kjærlighet. Nulidskvinden lærer fra barnsben at
troskap og kyskhet er begreper som har sin oprindelse i
menneskets syndige og hovmodige selvovervurdering. Det er ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
