Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Castberg: Verdenskrigen og de smaa stater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
212
Jolian Castberg.
situation. Det demokratiske grundlag for de tre nordiske
landes forfatninger og offentlige institutioner maa paa den
anden side knytte disse frie nationer med sympatiens baand
til de store demokratiske statssamfund i Europa, i hvis rækker
ogsaa Rusland nu synes at skulle indskrives. Og likesom
følelserne overfor krænkelsen av det nøitrale Belgien og
overfor den retsstridige og grusomme undervandskrig mot de
nøitrale er fælles, saaledes har de nordiske lande ogsaa alle
saa sterke traditioner og interesser mot vest og paa havet,
at det forener dem mot ethvert forsøk, som maatte gjøres
paa at bryte denne forbindelse.
Ogsaa et godt forhold til den store nabo i øst er
nødvendig for en fredelig og tryg fremtid i Norden. Dette
gjælder alle de tre nordiske lande, men i særlig grad Norge og
Sverige. Nu da den verdenshistoriske omvæltning i Rusland
har indledet en ny æra i dette vældige rikes indre politik, er
betingelserne for aandelig samarbeide og velvillig forstaaelse
mellem vore frie nationer og den store russiske nation uhyre
øket. Rusland vil av denne krig ogsaa ha lært av sine
forbundne, at frie institutioner og et paa tillid bygget folkestyre
gir den største styrke og solidest binder et stort rike sammen.
Vort haab er, at ogsaa Finland da vil faa sin frihet og
sin ret sammen med hele det russiske rike.
Den verden, som maa stige frem av denne krigs
grænseløse ofre, vil være en anden end den, som for snart tre aar
siden kastedes ind i krigens dødssvelg. Hvad er det nye, som
skal komme ut av smeltediglen? Det er dette spørsmaal,
som faar nationerne til at bringe nye ofre til krigens moloch,
større for hver maaned, krigen varer ved.
Alle nationers længsel nu er fred. De krigførendes saavelsom
de nøitrales. Men hvilken fred? Før denne krig var
Europa som en befæstet leir. Rustningerne var drevet til en
feberhøide som før eller senere maatte faa en utladning. Og
saa litet forutsaa de, som sat med magt over krig og fred,
verdensbrandens vælde og jammer, at de tændte branden
med ultimatumet til Serbien. Skal der bli en fred, som
aapner vei for den samme politik, for kaprustninger og for
endnu værre militarisme, for nye krige, endda forfærdeligere?
En fred, som gir nyt overmod, en fred, som forkynder, at
magt staar over ret, og som lærer nationerne, at historien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
