Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hj. Christensen: Fredsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fre dsproblemet.
221
gamle Preussen, saalænge det bare var en middelsstor ståt. Én tysk politik,
som tok den russiske alliance som sit vigtigste grundlag, vilde ikke være mere
værd end det nuværende Frankrikes politik, som er færdig til at gi Europa
til pris for russerne, hvis de til gjengjæld blir git Frankrike utsigt til at faa
Elsass-Lothringen tilbake.»
Europa, tilføier Eckardt, var delt mellem rivaliserende ambitioner: en
balkanpolitik fra russernes side, som motarbeidet Østerrikes planer; og et
uhelbredelig nag fra Frankrikes side. Rusland og Frankrike lukket sig desuten
inde økonomisk set ved meget høie beskyttelsestariffer. MacKinleybill’en stillet
hele Europa overfor et paa sin side mot den europæiske industrielle
konkurranse væbnet Nordamerika. Man maatte derfor, mente von Eckardt, organisere
Europa.
«Men hvad blev der igjen av Europa, hvis Rusland og Frankrike hver
gik sine egne veier, og hvis England trak sig tilbake i sig selv og til
markederne i sine uhyre kolonibesiddelser? Der blev bare de mellemeuropæiske
stater tilbake, og det kun hvis disse forenet sig til et økonomisk omraade,
som var stort nok til at kunne følge en selvstændig toldpolitik ...»
«Oprettelsen for en længere aarrække av et samtidig politisk og
økonomisk forbund mellem de tre mellemeuropæiske riker kunde bli
utgangspunktet for et nyt europæisk system. Hvis de tre forenede stater
forente sig til en vold, som varig beskyttet mot en oversvømmelse fra øst og fra
vest, saa kunde de andre staters tilslutning forutsees med tilnærmelsesvis
sikkerhet.»
Det falder mig vanskelig at forstaa, at de synsmaater,
som her gjør sig giældende, ikke maa være høist naturlige
og berettigede for tysk eller la os si mellemeuropæisk politik.
Meningen skulde jo ogsaa være at aapne en mulighet for en
entente mellem flere av Europas stater. Faren skulde
ligge i, at Preussen blev den sterkeste. Det er dog ikke
givet, hvis Frankrike traadte ind i forbundet og hadde den
fornødne kontakt med Østerrike-Ungarn. Paa den anden side
er det givet, at et saadant forbund vilde bli set paa med alt
andet end gunstige øine av England og Rusland.
Professor Andler gjør derpaa opmerksom paa, at
Bis-marck ogsaa hadde tænkt sig, at den tysk-østerrikske
toldunion skulde omfatte Frankrike. Han henviser til en
anonym, men officiøs samling: «Bismarck, tolv aars tysk
politik (1871—1883)», som utkom i 1884 og citerer en samtale
mellem Bismarck og grev de Saint-Vallier, Frankrikes
ambassadør :
«Kansleren, som den dag tok bladet fra munden, indrømmet, at
ententepolitikken med Rusland, som var traditionel i Preussen, og som han selv
hadde fulgt, ikke undlot at sætte ham i trist stemning. Det var paa grund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
