Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hj. Christensen: Fredsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sidestykke til Englands nu saa berømte walliser[1] — har
kjørt sin politik paa grund, baade Briands og Lloyd
Georges skuter hugger i stranden. Hvad engelsk stædighet
ikke forstaar, burde den franske fantasis dype intelligens
forstaa. Hvor mange ganger i aarhundreders løp har ikke
Frankrike sagt til sig selv: Nu har jeg i kraft av den store
lidenskaps magt og fare været avgrunden nær, nu flytter jeg
tilbake til min naturlige klokskap.
Saa vet Frankrike desuten én ting:
Saa mange ganger det er blit beundret av den civiliserte
verden, sterkere vilde det aldrig bli beundret, varmere,
inderligere end hvis det nu fandt den form, som reddet Europa.
For det er formen, det først gjælder, den lykkelige
haand. Jeg kunde tænke mig, at en fransk kvinde hadde
den haand.
Der er undertiden smaa ting, som blir store, fordi de
virker fuldkomment i sin finhet og skjønhet. Og her naar
kanske ingen saa høit som franskmændene.
Paa det hotel, hvor jeg for ikke længe siden bodde i
Bergen, saa jeg i 8 dage hver dag et fransk selskap, 10—12
mennesker, som formodentlig var kommet fra Rusland og
ventet paa at skib skulde avgaa til Frankrike via England.
Jeg kom at sitte i selskapets nærhet: det gjorde indtryk av
fransk overklasse. Der var en ung vakker og gratiøs frue og
hendes lille gut; resten var mænd, de fleste høie, slanke,
sterkt byggede med skarptskaarne, intelligente ansigter: mørke
normanner, keltisk blodblanding — kunde man «bestemme»
dem. Men én ting tok mig: det var den diskrete, næsten
ømme kourtoisi, disse mænd — som i sin kjølige og dog
livfulde mandighet bar præg av tidens haarde alvor — viste
den straalende lille gut, den eneste uvidende av dem alle,
den smilende og lekende arving til Frankrikes fremtid. Og den
unge smukke frue sat der først og fremst som sit barns mor.
— — Det bedste, jeg hittil overhodet har læst om
«fredsproblemet», skyldes grev Julius Andrássy (Revue Politique
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
