- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Otteogtyvende aargang. 1917 /
234

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hj. Christensen: Fredsproblemet

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

234

Hj. Christensen.

«Den varige fred maa resultere i ententens seir, ti alene denne seir vil gi
sikkerhet for at retten, friheten, civilisationen og humaniteten kan triumfere.
Der er intet at indvende herimot, for de allierte er de allierte, som
repræsenterer det civiliserte Europa mot det barbari, som er inkarneret i tyskerne,
østerrikerne og deres forbundne. I sin bekjendte note til de krigførende
magter har Mr. Wilson vovet at stille ententen og dens fiender paa samme
fot: det er virkelig ufattelig! Er det mulig at forveksle bødler med ofre, dem,
som forsvarer sig, med dem, som har fremkaldt krigen, og som de allierte
har den mission at straffe? Skulde virkelig Mr. Wilson være av den
opfatning, at centralmagternes folk kjæmper for sit land likesom rumænerne og
japanerne, for ikke at tale om russerne, portugiserne og senegaleserne?
Staternes filantropiske præsident vilde begaa en skjæbnesvanger feiltagelse, hvis
han trodde, at de to krigførende parters krigsmaal lar sig forsone, ti de
allierte, som ikke gjør andet end at slaa tilbake fiendens brutale angrep, vil ikke
kunne tillate, at man anbringer i samme sæk deres kamp, der har en rent
defensiv karakter, og den erobringskrig, som føres av en motstander uten tro
og love.

Det er derfor klart, at uten seir for de allierte er en virkelig fred ikke
mulig. Det er likeledes klart, at de, som er skyld i en ulykke uten like,
ruinerende for menneskeheten, maa bli straffet og sat ut av stand til at gjøre
skade i fremtiden.»

Det er i virkeligheten dette ræsonnement, hvormed de
allierte magters statsmænd stadig stimulerer de lidende
nationer: de sætter sine sporer i en utmattet, men stadig
paa-nyt opjaget retsfølelse.

Efter at Diplomate ironiserende har belyst krigens
aar-saker, saaledes som de utmåles av de allierte — han stiller
sig den hele tid paa deres standpunkt — gir han tilsidst et
drastisk resumé av de alliertes betingelser for en «varig fred»
og slutter med disse ord:

«Der vil De kunne se, hr. præsident, hvorfor Deres
indfald at ville slutte en for tidlig fred er ubillig, uheldig og
i uoverensstemmelse med menneskehetens høiere interesser.»

De alliertes devise — sier Diplomate — synes at være
«Nos sumus via, veritas et vita» («vi er veien, sandheten og
livet»).

I en anden artikel «Frygten for freden», av Karl
Brock-hausen (tysker), paatales med rette den systematiske moralske
tilsmudsning, som er sat igang mot tyskerne:

«Der er en kategori av mennesker, i ententens rækker, som i en utsøkt
grad har gjort sig skyldige i forbrydelse mot civilisationen (crimen læsæ
civili-sationis): det er de, som vil sætte Centraleuropas folk i den dannede
menne-skehets ban, som prætenderer at kunne uttale en ekskommunikationsdom over
millioner av menneskehetens bedste medlemmer og som taler om at «utrydde

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:29:21 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1917/0242.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free