Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hj. Christensen: Fredsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fre dsproblemet.
247
et utdrag av engelske uttalelser, deriblandt citeres < Times»
bekjendte korrespondent Bartlett. Denne mener, at utsigterne
til at vinde en avgjørende seir paa vestfronten er smaa,
medmindre russerne kan sætte ind og vedbli i lang tid at
sætte ind overvældende masser av tropper i øst. Og han er
i saa henseende ikke meget optimistisk. Erfaringerne fra
Brussi-lovs store offensiv ifjor og fra russernes indsats under det
rumænske felttog synes ham ikke meget løfterike.
«Og hvad vestfronten angaar, saa er det arbeide, som der venter os, endda
vanskeligere end i de foregaaende aar. Fienden vil ha faat sit artilleri
umaadelig forøket, hans flyvevæsen vil være reorganisert, han øker i utstrakt maalestok
sit infanteris bevæbning med maskingeværer, og erfaringen har lært ham mange
vigtige ting om forsvar av stillinger. Men ganske vist vil jo ogsaa vi kunne
føre mange flere folk og kanoner i marken.» Allikevel–«Tyskernes angrep
ved Verdun og vore egne anstrengelser ved Somme har paa en avgjørende
maate vist, at naar visse stillinger blir befæstet paa en passende maate, saa er
det næsten en umulighet for en angriper at bryte igjennem, hvor stor hans
overlegenhet i troppetal og artilleri end er.»
Naar man sammenligner dette med Bartletts uttalelser
om undervandsbaatenes krig, blir man yderligere bestyrket i
den følelse, at krigens fortsættelse — hvis der kan findes en
blot nogenlunde rimelig fredelig løsning — er det mest
forbryderske vanvid verden har set.
«Undervandsbaalene,» sier Bartlett, «har gjort det av med vort
herredømme over havene i gammel forstand. Vi har endnu ikke utfundet nogen
maate, hvorpaa vi kan nøitralisere deres virksomhet mot vor handelsmarine.
Stillingen er slik at vi maa se det spørsmaal i øinene, om fienden kan faa
ødelagt saa mange av vore handelsskibe, at vi kommer ned under det tal som
vi trænger til samtidig at sørge for vore nødvendige tilførsler av fødevarer og
raastoffer og til at føre krigen frem,–før det er lykkes os at sulte
Tyskland til undergivelse. Fiendens stilling er langt mere desperat end vor, hvis
vort skjøn om hans beholdning av levnetsmidler er rigtig. Hans politik er at
ødelægge vor skibsfart og at ødelægge vort menneskemateriale ved at tvinge o <
til at angripe stillinger som han kan holde med et minimum av folk og ved
den størst mulige anvendelse av maskingeværer. Han søker at bringe os til
det punkt baade tilsjøs og tillands, at vi har mistet saa mange skibe og saa
mange folk at det vil bli yderst vanskelig og ta lang tid for os at komme til
kræfter igjen efter krigen. Derfor: dersom Tyskland virkelig er paa randen
av hungersnød, vil det i længden være langt mere økonomisk for os at sulte
det ut end at svække os selv ved at forsøke at knuse det med magt. La os
bare bli ved med at hamre løs paa tyskerne med vort artilleri; la os holde
vore hære i beredskap til at slaa til, om der skulde vise sig en uventet
leilighet. Men la os undgaa at miste saa meget som en eneste mand utover hvad
der er nødvendig for at holde Tyskland indesluttet i en ring av jern.»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
