Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Hj. Christensen: Fredsproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Hj. Christensen.
fred, en fred, hvis rimelighet og berettigelse f. eks. ligger
nogenlunde klart for de nøitrale magter eller rettere sagt for
meningsberettigede mænd i de nøitrale lande — herved
mener jeg mænd som føler varmt og tænker kjølig.
Dette spørsmaal slaaes temmelig letvint sammen med
en anden version:
Mente Tyskland fred med sit første tilbud, som jo hadde
en alt andet end indbydende form?
Jeg gir her ordet til en mand som skulde være vel
underrettet, en av Tysklands venner i Sverige, Adrian Molin,
redaktør av «Det nya Sverige».
I en artikel «Spelet om freden» 1917, h. I, gjør
forfatteren først rede for det erende, fredstilbudet hadde indad (dette
erende har sandsynligvis influert adskillig paa tilbudets form).
Derefter gaar forfatteren over til fredstilbudets hensigt utad:
«Var det tyske fredstilbud, som man har villet gjøre gjældende, bare en
manøvre? Ingenlunde. Ti man er i Tyskland uten tvil beredt til ærlig at ta
konsekvenserne av sit tilbud: at akceptere en fred, som det
overvældende flertal av de nøitrale maatte anse for rimelig. Og fremfor alt, man har
realpolitisk set de gyldigste grunde til at mene forslaget alvorlig; man har —
muligvis med undtagelse av de altyske kredse — forstaat, at selv store nye
militære successer dog vanskelig kan gi, om et halvt eller et helt aar,
nævneværdig mere til erstatning for de yderligere opofrelser end hvad man allerede
nu kan forlange — i ethvert fald kan det jo ikke bli mere end et betrygget
eksistensminimum, med variationer i graden av tryghet. Men for saa vidt
er fredstilbudet et spilfegteri som naturligvis ingen tysk i ledende stilling bror,
at freden virkelig kan sluttes paa grundlag av krigens nuværende stilling, og
som hver og en er fuldt overbevist om, at den utrakte haand foragtelig vil bli
støtt tilbake. Tyskland er jo ikke knækket — endnu ikke knækket maa jo
selv ententens ledere indrømme. Men verden vet jo av deres mund, at de er
villige til at forhandle alene med et Tyskland, som tigger om fred; eller
rettere: de vil slet ikke forhandle, de vil kommandere.»
— Hvad Tyskland kunde tænkes at ville indrømme, gaar
Adrian Molin her ikke nærmere ind paa: det, som gjør
enkelte problemer dobbelt indviklede, er, at de, som f. eks.
i Lothringen, har ikke bare en vigtig militær side, men
kanske en endnu vigtigere industriel. I en verdenskrise
som den nuværende er alle de ydre og indre verdensmagter
indblandet: militære, nationale, sociale og økonomiske
faktorer griper saaledes ind i hverandre, at de dygtigste fagmænd
ofte staar raadvilde, fordi de — til nød — kun kan overse
sin egen domæne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
