Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Norges utenrikspolitik under verdenskrigen - I. Bautepolitikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
268
Jacob S. Worm-Miiller.
opinion» blev snytt for sensationen. Det at debatten foregik
for aapne døre maatte tilsi en viss forsigtighet. Det meste er
vel sagt i de hemmelige møter i utenrikskomitéen. Men den
gav ingen retledning, om man end kanske kan læse noget
gjennem linjerne. Den var i det væsentlige et uttryk for
tidens herre: det uoplyste parlamentariske enevælde. Det var
bare ett indlæg som var storlinjet og som der var en viss
patos over, det var Konows fra Hedemarken. Men ellers stod
debatten i partipolitikkens tegn. Det var den gamle
germanske Treue klædt i nyere politisk utstyr, det var hirden som
ikke vilde svigte sin fører. Det er vel saa at partiet
er et nødvendig politisk organ som stiller visse krav til
lojalitet og disciplin som man pligter at opfylde. Men i en slik
situation er vi da ikke først og fremst høire, venstre eller
socialister, men nordmænd og mennesker. Det var
inden-rikspolitikken som seiret over utenrikspolitikken, eller som
det kaldtes bypolitikken, for ikke at si Kristianiaopinionen.
Det var bygdepolitikken som seiret over rikspolitikken. Det
kom ganske karakteristisk frem, da det store bondetog fandt
sted, da bønderne av venstre slog ring om regjeringen. Det
kunde under almindelige forhold ha lydt som i Wergelands
sang:
Det var Horden og Halogen,
Dølen taler landets ret,
Som den klare øks i skogen
dybt og hjemligt klinger det.
Men under de forhold landet var stedt i, lød det uhyggelig.
Det var vistnok tiere ansete og sindige mænd, om hvem man
i indenrikspolitikken kunde si at «alle fylker høre paa». Men
her stod de mere som repræsentanter for «eit solid og
tru-verdigt fleirtal», som repræsentanter for en stand, som om den
end er landets rygrad og om dens arbeide er vort vern i
farens stund, dog ikke har lidt eller vil komme til at lide
som byerne, og som har tjent paa holdningsløsheten. De
gav ingen begrundelse, men en trosbekjendelse, de gav
utenriksministeren sin ubetingede tillid, fordi han hadde
bevaret freden for landet. «Ein krig, ufred kjem daa
ikkje som ljon fraa klaar himmel,» sa Tveiten. Og
repræsentanten fra Ide og Marker, manden med det historiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
