Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jacob S. Worm-Müller: Norges utenrikspolitik under verdenskrigen - I. Bautepolitikken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269 Edv. Bull: Norges utenrikspolitik under verdenskrigen.
navn Bøen, han endte sin tillidserklæring fra de tusen hjem
med et: Glem ikke mindstepriserne. Det var som minderne
fra vor mørke tid, som bygdeaanden fra sagaerne, fra 1536,
fra 1814 reiste sig lyslevende.
Utenriksministeren holdt en svævende tale, han gav en
oversigt over vanskeligheterne, og de var store nok, og han endte
med som sin linje at trække «den ubetingede og korrekte
nøitra-litet». Statsministeren derimot gav her intet bidrag og
overfor den nye linje indtok han Sven Dufvas holdning.
Men hvordan var saa den nye linje? Det var den som
høire, arbeiderdemokraterne og de 11 venstremænd forfegtet.
Det var kravet paa mere aapenhet og likefrem het, det var
kravet paa utenriksministerens avgang, fordi som Hagerup Bull
alvorlig og klart sa: «at vi med den nuværende utenriksminister
har vanskeligere for at komme velbeholdne i havn, end om
der blev skiftet utenriksminister», det var kravet paa en
nationalregjering av alle partier, forat vi kunde staa samlet
og enig naar faren kom. Det er vistnok saa at heller ikke
disse uttalelser var meget oplysende, uten forsaavidt set i
sammenhæng med kravet paa utenriksministerens avgang,
men det var i den stund den eneste naturlige politiske linje:
Samling om landets selvstændighet.
Men denne nye linie led foreløbig et nederlag. Det
skyldtes venstres partisyke og hengivenhet for sin fører, de troendes
behersker, det skyldtes socialisterne, som ikke førte nogen
selvstændig tale og ikke vilde forandringer, baade fordi de
kanske selv vilde løpe fra ansvaret og lægge det hos venstre
og holde ministeriet som skildpadder i dammen, for at tale
med Ullmann, og fordi de frygtet en aktivisme. Det skyldtes
den nye tids gud, men ikke dens herre, Mowinckel, som
svækket sin indflydelse og styrket regjeringen ved sit varme
defensorat for den regjering han vilde fjerne! Han spændte
ikke buen høit nok. Dermed faldt magten fra ham : Norge
av din haand herre konge!
Det er saa let at være efterklok — var et av debattens
slagord. Men det er lettere at si det; især naar man ikke har
søkt raad, naar man har vendt det døve øre til de sagkyndige
kommissioners indstillinger. Og her er vi ved et av
kjerne-punkterne i Thommessens anklage, som ogsaa dr. Bull slut-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
