- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Otteogtyvende aargang. 1917 /
354

(1890-1926) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Inge Debes: «Paradesengen»

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

354

Inge Debes.

av statsraad Garpestad eller stortingsmand Igleby, enten det
nu er en forfatter eller en pengemand som er skyld i deres
tilværelse. Ordene som sies, bitterheten over at leve i
skyggen av den store far, utnyttelsen av navnet til egen fordel —
vi kjender det fra saa mange tilfalde — og igjen er det blit
end mere aabenbart med ublu freidighet i disse aarene.

Eller bokhandlermedhjælperen Julius, som tumler med de
kjære, kjendte, selvtilfredse attester som de forskjellige stænder
gir sig selv, som brauter av sin, netop sin store indflydelse,
sin store magt. Middelstandsklassen gjort til type, en
sørgelig type — karikert, men næsten uforskammet sandfærdig
likevel.

Og saa fremfor alt Elfrida, den overordentlig fine og
dannede svigerdatter, som er saa fornem at hun blir simplere
end nogen anden. Vi kjender mange av den slags i vort
land, og ikke er det bare blandt damer vi træffer typen.
Ogsaa Elfrida er os nær og kjendt uten at vi trænger søke
modellen blandt «de nærmeste».

Onkel Ludvig, bred og festlig, og Caro i sin stilfærdige
ynde vil det være enhver til ære at være model til.

Men altsaa de andre. — Om det nu var træk som kunde
ligne — en kunde sikkert finde flere som tydet paa andre
modeller. Men naar nu disse følte sig traadt paa tærne,
hvorfor skulde de saa bekjende aapenlyst for de uindviede at
jo, dette er mig, er det ikke oprørende?

Det er næsten rørende enfoldig at skrike slik op. For
hadde det været Heibergs mening at haane; han fik gjort det
tilgagns paa den maaten. Og desforuten! Det stod dem jo
frit for at svare med samme mynt. Eller de kunde vendt
ham ryggen i taus foragt. Det vilde virket mandigere og
mere voksent og fremfor alt — fornemmere. Men nu skjøv
de den døde foran sig.

Og det norske folk lot sig villig narre som altid naar det
gjælder sensation. 1 første omgang gik det visselig saa at
alle de tusener som styrtet sig over boken med glupske øine
og under avisernes kyndige veiledning, for dem var skandalen
aabenbar. Ureflekterende som barn overfor komediens egen
værdi.

Hadde alle sladresyke aviser holdt sig ifred den gang
Heibergs skuespil kom ut, vilde det være blit dømt uavhæn-

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Jan 20 17:29:21 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/samtiden/1917/0362.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free