Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigrid Undset: Tre søstre - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
02
Sigrid Undset.
Mr. Williams skriver, han sender bokpakker, han
raader og trøster, og Charlotte holder ham stadig å jour med
tilstanden hjemme. Annes gudfrygtige fatning er like stor
som Emilys dødsforagt. Og hende faar da Charlotte pleie og
stelle om, alt hun kan — Anne lar sig undersøke av alle de
læger familien sender bud paa; hun tar tran — den tids
motbydelige tran, som gjør hende kvalm og syk — men det er
en trøst for søsteren, at der blir gjort noget. Og dag og nat
ber Anne Gud om at faa leve — hun vil saa gjerne faa
utrettet litt i verden; dog, hun slutter hver bøn med et tappert
«sSke din vilje, ikke min.»
I mai bedredes hun tilsyneladende, Charlotte begynder
saa smaat at haabe igjen. Men Anne er fattet paa sin
skjæbne. Det er da hun finder paa at hun vil reise til
Scarboro. Hun hadde været der engang i sine
guvernantedage, hun længtet efter at se havet før hun skulde dø. Og
hun vilde spare den gamle far for at se det tredje dødsleie
og den tredje jordefærd. Ellen Nussey og Charlotte reiste
med hende. De forlot Haworth 24. mai og stoppet i York.
Efter Annes ønske fulgte de hende til domkirken. Hun
stod i skibet og stirret op mot hvælvets buer. «Naar de
dødelige magter at skape dette, hvad evner da ikke–.»
Hun kunde ikke si mere.
Dagen efter kom de til Scarboro. Om kvelden sa hun
sin aftenbøn knælende, som sedvanlig. Næste dag leiet de et
æselkjøretøi og kjørte hende en tur paa stranden. Hun tok
tømmerne selv for at ikke driveren skulde overanstrenge
dyret. Søndag den 27de bad hun om at bli fulgt til kirken
— hun vilde saa gjerne endnu engang bede til Gud sammen
med menigheten. Men de to andre tik hende fra det.
Kvelden kom med en underdeilig solnedgang; den døende pike
sat ved vinduet og saa ut mot den gyldne himmel og det
gyldne hav — og hendes eget ansigt blev gyldent av gjenskjæret.
Næste morgen følte hun selv at enden var nær. En læge
blev budsendt; han kunde bare si, at dødskampen var
allerede begyndt. Anne takket ham rolig for hans
aapenhjertig-het. Ved totiden døde hun, hviskende til sidste aandedrag
«Fåt mod, Charlotte, fat mod.»
Hun blev jordet i Scarboro, men fik sin mindetavle
hjemme over graven i Haworth. Charlotte blev ved kysten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
